Nyhed

Turbo på covid-19-vaccineindsatsen

Sundhedsministeriet

Fem konkrete initiativer sætter turbo på den sidste del af covid-19vaccineindsatsen. Målet er, at 90 procent af alle, der er inviteret til vaccination, har fået deres første stik inden den 1. oktober 2021.

Danmark har aktuelt en meget høj tilslutning til Covid-19 vaccinerne, men der ses en tydelig stagnerende tendens blandt unge mellem 20-29 år og blandt beboerne i visse boligområder. Regeringen har derfor lanceret en særlig indsats målrettet borgere, som endnu ikke er vaccineret. Indsatserne sker i et samarbejde mellem regioner, kommuner og sundhedsmyndighederne.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

”Vaccinerne er vores bedste våben mod coronavirus, og høj tilslutning til vaccineprogrammet er en forudsætning for, at vi kan holde samfundet åbent, mens den smitsomme deltavariant stadig er i vores samfund. Desværre er der blandt de unge og i visse udsatte boligområder en lavere tilslutning til vaccinerne end i resten af befolkningen. Dette harmonerer ikke med regeringens målsætning om lighed i sundhed. Derfor iværksætter vi nu en særlig indsats for at få de sidste grupper med, så det bliver så nemt og trygt som muligt for alle at tage i mod en covid-19 vaccine.”

De fem initiativer udgør en ambitiøs slutspurt, der skal realisere Sundhedsstyrelsens målsætning om 90 procent af alle, der er inviteret til vaccination, har fået deres første stik inden 1. oktober. Formålet med indsatsen er at sikre høj immunitet i samfundet og minimere indlæggelser med covid-19 og senfølger.

Læs mere om vaccinationsinitiativerne på Sundhedsministeriets hjemmeside.