Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Danmark giver humanitær hjælp til Afghanistan

Udenrigsministeriet

Danmark vil yde et bidrag på 100 millioner kroner til Internationalt Røde Kors og FN for at afhjælpe den humanitær krise i Afghanistan, der spidser til time for time. 

Situationen er for en stor del af befolkningen i Afghanistan dybt bekymrende, og ser kun ud til at bliver forværret. Allerede inden Talibans magtovertagelse var næsten halvdelen af befolkningen afhængige af humanitær hjælp, og situationen forventes forværret i den kommende tid.

Det handler her og nu om at redde menneskeliv. De mange millioner afghanere, som er i en desperat situation, må vi ikke glemme”, siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Der er fem millioner internt fordrevne afghanere, og FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, vurderer, at krisen kan give op mod en halv million flere. Flygtningestrømme forventes også at søge mod nabolandene. Over 2,5 millioner afghanere er i dag registrerede som flygtninge, hvoraf hovedparten befinder sig i Pakistan og Iran. 

Jeg er – som alle andre – dybt bekymret og rystet over det, vi har set udfolde sig i Afghanistan i de seneste dage. Der tegner sig desværre en alvorlig humanitær krise og et dystert billede af fremtiden for mange afghanere. Jeg har dog tillid til, at Internationalt Røde Kors, FN’s organisationer og andre internationale humanitære organisationer kan yde livsreddende indsatser for civile afghanere på trods af, hvordan situationen udvikler sig i landet. Derfor giver vi et bidrag på 100 millioner kroner”, siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Danmark har samarbejdet tæt med afghanske myndigheder via partnere i bl.a. FN-systemet. Der stoppes for udbetalinger til disse indsatser, og ministeren vil sammen med partnerne drøfte, hvordan støtten kan omlægges, så det gør en forskel for den afghanske befolkning.

Læs mere om den humanitære hjælp på Udenrigsministeriets hjemmeside