Regeringen vil forbyde Nørrebro-bande
Opdateret 10.8.2017. Justitsminister Søren Pape Poulsen har bedt Rigsadvokaten og Rigspolitiet foretage en vurdering af, om banden Loyal to Familia kan opløses.
Justitsminister Søren Pape Poulsen har bedt Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at foretage en vurdering af, om banden Loyal to Familia kan opløses efter grundloven. Vurderingen skal være afsluttet inden for 4 uger.
"Når der gang på gang bliver skudt på åben gade, skal vi som samfund trække en streg i sandet og sige helt utvetydigt fra," siger Søren Pape Poulsen. Han besøgte tirsdag 8. august Nørrebro for at følge politiets arbejde.
Pape anerkender, at arbejdet for at forbyde Nørrebro-banden ikke er en mirakelkur, som vil kunne løse alle bandeproblemer.
"Men på langt sigt kan det gøre en forskel, og vi skal afsøge samtlige muligheder for at komme problemerne til livs," siger Pape.
Justitsministeren har indkaldt partierne bag bandepakken til et møde onsdag den 9. august. På mødet vil der være en status for politiets indsats og en drøftelse af den øjeblikkelige situation.
Torsdag den 10. august er der indsat en mobil politistation på Nørrebro.
Læs alt om bandepakken her