Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Ny jobpræmie vedtaget i Folketinget

Et flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget at indføre en ny jobpræmie til langtidsledige, der kommer i arbejde. Læs mere her

Beskæftigelsesministeriet

Et flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget at indføre en ny jobpræmie til langtidsledige, der kommer i arbejde.

"Beskæftigelsen stiger, og det skal vi udnytte til at få flere danskere ind på arbejdsmarkedet. Derfor vil regeringen give langtidsledige en ekstra bonus for at komme i arbejde i form af en jobpræmie på op til 45.000 kr. Jobpræmien understøtter, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det skal mærkes i husholdningsbudgettet, når ledige går fra offentlig forsørgelse til job," siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Med den nye midlertidige jobpræmieordning vil regeringen give ledige, som længe har været uden for arbejdsmarkedet, en skattefri præmie på op til 2.500 kr. om måneden for at komme i job. Præmien kan højest blive udbetalt i 18 måneder, og dermed kan den samlede præmie løbe op i 45.000 kr.

Jobpræmien er målrettet personer på offentlig forsørgelse, der i uge 48 2016 har været ledige gennem et helt år – for dagpengemodtagere mv. er kravet halvandet års sammenlagt ledighed. Det skønnes, at ca. 164.000 personer er i målgruppen for jobpræmieordningen.

Jobpræmieordningen kommer til at gælde i to år fra 1. april 2017. Jobpræmien udgør 10 pct. af arbejdsindkomsten, dog maksimalt 2.500 kr. pr. måned og kan udbetales i højest 18 måneder.