Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Regeringen vil investere milliarder i det danske skattevæsen

​Over de kommende år vil regeringen investere godt syv mia. kr. i en modernisering og fremtidssikring af det danske skattevæsen. Pengene skal især gå til flere medarbejdere, moderne it og en ny organisering – blandt andet med nye og mindre styrelser.

Skatteministeriet

Skatteminister Karsten Lauritzen og regeringen vil over de kommende år investere massivt i det danske skattevæsen.

De øgede ressourcer er en central del af planen ’Et nyt skattevæsen’, som skatteministeren har præsenteret i dag.

Pengene skal bl.a. gå til omkring 2.000 nye medarbejdere og en helt ny og moderne it-infrastruktur. Samtidig lægges der op til en ny organisering med flere mindre – men stærkere og mere specialiserede – styrelser med fokus på kerneopgaverne.

Målet er at bygge et helt nyt skattevæsen, som er effektivt, digitalt og let at forstå – for alle danske borgere og virksomheder.

Skatteminister Karsten Lauritzen understreger, at det er helt nødvendigt med en ambitiøs og langsigtet investeringsplan, hvis det danske skattevæsen også fremover skal kunne løse opgaverne på det niveau, danskerne har krav på.

”Det nuværende skattevæsen er bygget til at klare opgaverne, som de så ud før årtusindeskiftet. SKAT har desværre ikke været i stand til at følge med hverken globaliseringen eller den digitale udvikling, ligesom en række triste sager har svækket tilliden til SKAT. Derfor investerer vi nu et milliardbeløb, så vi kan løfte skattevæsnet ind i det 21. århundrede. Det er ikke en mirakelkur, der fra den ene dag til den anden løser alt. Men det er den eneste rigtige vej at gå, hvis vi skal sørge for, at vi også har et godt og effektivt skattevæsen om fem, ti og tyve år”, siger Karsten Lauritzen.

Konkret betyder regeringens investeringsplan, at der i årene frem mod 2020 skal ansættes op mod 2.000 nye medarbejdere til kerneopgaverne på tværs af skattevæsnet.

Derudover betyder den nye organisering, at SKAT, som vi kender det i dag, i løbet af de kommende år vil blive erstattet af en række mindre og mere specialiserede styrelser. Tre af kerneområderne – ejendomsvurderinger, gældsinddrivelse og told – bliver allerede i 2017 etableret som selvstændige styrelser.

Resten af det nuværende SKAT består blandt andet af områder som person, erhverv, motor og udland. De kommende måneder vil Skatteministeriet afklare, om de flere områder skal etableres som selvstændige styrelser.

”For mere end ti år siden blev skatteforvaltningen lagt sammen i staten. Det gav fornuftige effektiviseringer. Men nu er det tid til at gå en anden vej. Det fundament, vi støber nu, skal bære skattevæsnet i fremtiden, hvor der stilles flere og skrappere krav til den måde, vi løser opgaverne på. Vi bygger et nyt skattevæsen for, at vi fremover kan løse opgaverne tilfredsstillende, og at det bliver let, enkelt og gennemskueligt for danskerne at betale den skat, de skal”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

 

Læs mere på Skatteministeriets hjemmeside

pdf (356 Kb)