Regeringen vil afsætte 250 mio. kr. til opgør med parallelsamfund
Pengene skal øremærkes en indsats mod social kontrol, radikalisering, religiøs tvang og de øvrige negative tendenser, der præger parallelsamfundene.
Regeringen ønsker et opgør med parallelsamfund.
Derfor vil regeringen nu sætte markant ind og øremærke 250 mio. kr. til en bred indsats mod social kontrol, radikalisering, religiøs tvang og de øvrige negative tendenser, der præger parallelsamfundene.
Det skal blandt andet være lettere at få hjælp til at flygte fra undertrykkelse, mener udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg.
På den baggrund vil regeringen som oplæg til dette års satspuljeforhandlinger fremlægge et samlet udspil til bekæmpelse af social kontrol og undertrykkelse. Som en del af dette udspil vil der blive søsat en exitpakke. Der skal være omgående hjælp at hente for de kvinder, børn og unge, der oplever en stærk social kontrol, vold og anden undertrykkelse – og det skal være slut med tvangsægteskaber og andre krav, som krænker den enkeltes ret til selv at bestemme over sit eget liv.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg siger:
”Den undertrykkende adfærd, vi ser i parallelsamfundene er dybt uacceptabel. Vi skal ikke acceptere, at kvinder ikke kan slippe ud af et voldeligt ægteskab, eller at forældre påtvinger deres børn et indskrænket livssyn og forsøger på at styre deres liv. Vi skal styrke indsatsen på en række fronter, og vi skal gøre op med misforståede religiøse hensyn. Der skal være hjælp at hente omgående,” siger Inger Støjberg.
På den baggrund vil regeringen samtidig sætte ind mod den misforståede berøringsangst, hvor lærere, pædagoger, sundhedspersonale og den almindelige borger er tilbageholdende med at gribe ind over for den undertrykkelse, der udspiller sig i parallelsamfundene.
”Det er vigtigt, at både fagpersoner og andre personer omkring den unge ved, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever noget bekymrende. Hverken religion eller kulturforskelle må være en undskyldning for at lade stå til. Vi skal slå hårdt ned på social kontrol og undertrykkelse,” siger Inger Støjberg.
Læs mere på Udlændinge,- Integrations- og Boligministeriets hjemmeside.