Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Kristian Jensen og EU: Tyrkiet skal overholde retsstatsprincipperne

"Med de seneste begivenheder bevæger Tyrkiet sig længere væk fra Europa. Derfor er EU nødt til at reagere. Det er vigtigt med en stærk og fælles EU-tilgang og at vi bliver ved med at diskutere vores forventninger til Tyrkiet med den tyrkiske regering”, siger Kristian Jensen bl.a. fra Bruxelles.

Udenrigsministeriet
Kristian Jensen
Foto: Les Kaner

Udenrigsminister Kristian Jensen mødes i disse dage med EU's udenrigsministre i Bruxelles. Hovedemnerne er Tyrkiet, Syrien/Irak, EU's østlige naboer, EU's forsvars- og sikkerhedspolitik, samt en uformel drøftelse af forholdet mellem EU og USA.

"I dag sender EU et klart signal til Tyrkiet efter de seneste arrestationer af kurdiske politikere og uafhængige journalister: Tyrkiet er en vigtig partner for EU - i arbejdet med at stoppe illegal migration, i kampen mod ISIL og som økonomisk partner og NATO-medlem," siger udenrigsminister Kristian Jensen og understreger:

"Men menneskerettighedssituationen har lidt et knæk, og Tyrkiet har et ansvar for at vende tilbage til respekt for menneskerettighederne. Jeg er meget bekymret over den seneste udvikling. Derfor indkaldte jeg også den tyrkiske ambassadør til møde i Udenrigsministeriet allerede i starten af sidste uge".

Ifølge Kristian Jensen har EU og Danmark forståelse for, at Tyrkiet reagerer på det fejlslagne kup og på den terrorisme, som har ramt landet hårdt. Men det skal ske i overensstemmelse med retsstatsprincipperne og basale frihedsrettigheder.

"Med de seneste begivenheder bevæger Tyrkiet sig længere væk fra Europa. Derfor er EU nødt til at reagere. Det er vigtigt med en stærk og fælles EU-tilgang. og at vi bliver ved med at diskutere vores forventninger til Tyrkiet med den tyrkiske regering”, siger Kristian Jensen fra Bruxelles.