Nyhed

Danmark sender endnu en stor donationspakke til Ukraine

Forsvarsministeriet
Ny dansk Ukraine-fond sender donationspakke for 1 mia. kr. til Ukraine
Illustration: Forsvarsministeriet

Et bredt flertal i Folketinget støtter en stor donationspakke for 1 mia. kroner til Ukraine. Indholdet består af materiel, som Ukraine specifikt har anmodet om.

Donationspakken indeholder blandt andet ammunition til håndvåben, tunge maskingeværer, panserminer og luftforsvarsmissiler. Den er finansieret af den nystiftede ´Ukraine-fond´, som Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige står bag.

Ruslands brutale invasion af Ukraine kræver, at Danmark fortsætter sin støtte. Derfor er der indgået en bred politisk aftale om oprettelse af den såkaldte ´Ukraine-fond´, som vil gøre det muligt for Danmark at fortsætte med at være en de mest markante bidragsydere i forhold til vores størrelse.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:

”Jeg er meget glad for, at et bredt flertal i Folketinget står sammen om at hjælpe Ukraine med deres frihedskamp. Det er en stor donationspakke på 1 mia. kroner, som vi sender afsted. Ukraine mangler ammunition, og donationspakken indeholder derfor materiel, som Ukraine meget specifikt har anmodet om. Jeg er stolt af, at vi i Danmark kan imødekomme det ønske,”

Forsvaret er begyndt at klargøre og forberede donationerne, så materiellet hurtigst muligt kan blive overdraget til Ukraine.

De seneste år har Danmark doneret våben og materiel til Ukraine for næsten 5 mia. kroner – donationer, der har haft stor betydning for Ukraines frihedskamp.

Indhold af kommende donationspakke IX:

  • Ammunition til håndvåben: 5,56mm ammunition til håndvåben
  • Yderligere donation af 12,7mm tunge maskingeværer
  • Yderligere donation af større mængde anti-panserminer
  • Drivladninger, fængrør og brandrør til 155mm artilleriammunition.
  • Yderligere missiler til luftforsvar
  • Bomberydningsrobotter: 21 stk. bomberydningsrobotter
  • Indkøb af ikke-dødbringende materiel via NATO for op til 100,0 mio. kr
  • 15 stk. militære (hærdede) generatorer
  • 8.000 styk huer og 15.000 sæt regntøj
  • 9 stk. mobile værkstedsløsninger til reparation af større militære køretøjer
  • 6 stk. hangartelte

 

Læs hele nyheden om Ukraine-fonden på Forsvarsministeriets hjemmeside