Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Yderligere 50 millioner kroner til sundhedsdonationer til Ukraine

Sundhedsministeriet
Udenrigsministeriet

Danmark afsætter yderligere 50 mio. kr. til lægemidler og medicinsk udstyr til Ukraine og nabolande berørt af krigen.

Ukraine har, som følge af den russiske invasion, anmodet EU-Kommissionen om humanitær assistance, herunder lægemidler og medicinsk udstyr. De omkringliggende nabolande har ligeledes anmodet EU om bistand i forbindelse med hjælp til ukrainske flygtninge.

Den 28. februar 2022 afsatte regeringen en ramme på 50 mio. kr. til donationer af lægemidler og medicinsk udstyr til Ukraine og nabolandene. Den afsatte ramme vil snart være opbrugt og samtidig forventer regeringen, at Danmark i den kommende tid løbende vil modtage flere anmodninger om hjælp.

Regeringen har derfor netop besluttet at donere yderligere 50 mio. kr. til lægemidler og medicinsk udstyr til Ukraine og nabolande berørt af krigen.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen siger:

"Situationen i Ukraine forværres, og behovet for hjælp vokser dag for dag. Vi må derfor handle hurtigt. Danmark har allerede ydet værdifuld støtte til den ukrainske civilbefolkning, bl.a. i form af et civilt mobilhospital. Men regeringen ønsker at hjælpe mere og stiller nu yderligere 50 mio. kr. til rådighed til donationer på sundhedsområdet."

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

"Krigen i Ukraine er ødelæggende for store dele af det ukrainske sundhedsvæsen. Det er vanskeligt at få forsyninger frem til hospitalerne, og mange hospitalsbygninger er ødelagt. Det har fatale konsekvenser både for de sårede, men også for alle de patienter, der i forvejen var indlagt, og som nu er i en ekstrem sårbar situation. Vi gør derfor, hvad vi kan for at efterkomme ukrainernes ønsker om støtte til sundhedsvæsenet i form af donationer. Vi har allerede sendt adskillige lastbiler afsted med medicin, vacciner og medicinsk udstyr, og vi gør nu klar til at afsende mere."

Beredskabsstyrelsen bistår sundhedsmyndighederne med logistik og transport af donationerne. Derudover har Danmark meddelt EU, at vi også kan bidrage med behandling på danske sygehuse i forbindelse med konflikten i Ukraine. Indsatsen koordineres gennem EU’s generaldirektorat for humanitær bistand og civilbeskyttelse (DG ECHO), hvis opgave er at forebygge og afhjælpe humanitære katastrofer.