Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Sikkerhedsnet til festivaler og større arrangementer er på plads

Erhvervsministeriet
Kulturministeriet

Hvis Covid-19 sætter en stopper for festivalerne og andre større arrangementer til sommer, er regeringen sammen Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det konservative Folkeparti og Alternativet klar med en aftale om kompensation til arrangørerne for ½ mia. kr.

Såfremt der hen over sommeren 2021 er et gældende forsamlingsforbud, der umuliggør afvikling af festivaler og større arrangementer, har regeringen og aftaleparterne aftalt, at arrangører af større begivenheder kan få kompensation.

Aftalen er en videreførelse og forenkling af den eksisterende arrangørordning, som holder hånden under alle arrangører af store events med mindst 350 deltagere, hvis det viser sig nødvendigt at aflyse, udskyde eller væsentligt ændre arrangementerne med afsæt i et gældende forsamlingsforbud. Ordningen gælder frem til 30. september 2021.

Ud over sikkerhedsnettet indeholder aftalen også en nødpulje på 30 mio. kr. til konkurstruede store velgørende musikfestivaler, som hvert år uddeler deres overskud til velgørende formål og derfor har mindre på kistebunden.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Vi håber alle sammen på en sommer, hvor smittesituationen tillader, vi kan samles til festivaler igen. Indtil da kan festivalarrangørerne med ro i maven fortsætte med at planlægge forsvarligt. Med aftalen sikrer vi nemlig, at festivaler vil blive kompenseret, hvis de bliver nødt til at aflyse pga. restriktioner.”

Erhvervsminister Simon Kollerup siger: 

“Det har ikke været et nemt år for arrangører eller for leverandører til arrangementer, som eksempelvis lever af at sætte scener op, udleje borde og stole eller sælge mad til gæsterne. Corona er desværre en uforudsigelig fjende, og de fleste af os kan nok sætte sig ind i, hvor svært det er at planlægge kalenderen for 2021. Den usikkerhed, der er forbundet med at afholde arrangementer, kommer vi nu til livs ved at skabe større klarhed over, hvad man kan forvente i kompensation, hvis corona medfører, at et arrangement må aflyses. Det giver sikkerhed for arrangører og leverandører og betyder, at vi fortsat holder hånden under de mange arbejdspladser, som er tilknyttet store arrangementer.”

Læs mere om kompensationsaftalen på Erhvervsministeriets hjemmeside.