Nyhed

Ny politisk aftale løser sponsorat-udfordringer for dansk idrætsliv

Erhvervsministeriet

Regeringen har indgået en bred, politisk aftale, der justerer aftalen om kviklån og løser dermed problematikken omkring sponsorater for dansk idrætsliv.

Regeringen har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgået en aftale, der justerer aftalen om opgør med kviklån fra december 2019 i forhold til sponsorater af sportsklubber og foreninger fra markedsføringsforbuddet.

Dermed kan sportsklubber og frivillige foreninger fortsat blive sponsoreret af banker og andre forbrugslånsudbydere - også selvom de samtidig har sponsorater fra spiludbydere.

Undtagelsen gælder for den markedsføring, der sker af forbrugslånsudbyderen ved sponsering af klubber eller hold og sponsorering af almennyttige foreninger og fonde. Det vil til eksempel sige, at trøjesponsorater, navnesponsorater, klubblade, bandereklamer, sponsorvægge og lignende som forbrugslånsudbyderen betaler klubben eller foreningen for, må optræde i sammenhæng med spillereklamer.  

Aftalen løser dermed den problematik, der har været rejst fra branchen om, at sportsklubber og lignende ikke kunne blive sponsoreret af den lokale bank, hvis klubben samtidig har haft sponsorater fra spiludbydere. Samtidig fastholdes det store opgør med kviklån.

”Jeg er glad for at vi, sammen med et bredt flertal har fundet en løsning, der kan sikre sponsorater til danske sportsklubber og lokale foreninger. Vi er i regeringen stolte af det opgør, vi har taget med kviklån og de ublu renter, vi tidligere har set på markedet. Samtidig lytter vi, når dansk idrætsliv siger, at deres økonomi bliver hårdt ramt. For de lokale håndboldklubber, fodboldklubber og lignende har alle en vigtig betydning for vores og ikke mindst danske børns fritidsliv,” siger fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen.

Markedsføring af forbrugslånsvirksomheder eller af kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere vil fortsat være forbudt i en reklame både online, på TV, og i det offentlige rum, hvis markedsførings sker i forbindelse med spil eller spiludbydere.

”Alligevel er vi stadig meget opmærksomme på den aggressive markedsføring, der tidligere har fundet sted, og derfor gælder forbuddet mod markedsføring af forbrugslån også stadig på i TV-reklameblokke og online i sammenhæng med spil og gambling,” fortsætter han.

Aftalen skal nu behandles i Folketinget, og regeringen vil lægge op til, at forslaget behandles i denne Folketingssamling, så det kan træde i kraft inden sommeren.

Læs mere på Erhvervsministeriets hjemmeside.