Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Ny it-løsning til sprogvurdering af børn er klar til brug

Børne- og Undervisningsministeriet

Fra i dag kan medarbejdere i forvaltninger, kommunale og private dagtilbud samt i børnehaveklassen bruge en ny it-løsning til sprogvurdering af børn.

It-løsningen understøtter to forskningsbaserede sprogvurderingsredskaber målrettet børn i 2-6 års alderen og børnehaveklassen, som blandt andet kan anvendes til den lovpligtige sprogvurdering på dagtilbuds- og børnehaveklasseområdet. De to sprogvurderingsredskaber er henholdsvis ”Sprogvurdering 2 år” og ”Sprogvurdering 3-6”. Sprogvurdering.dk er udviklet med inddragelse af brugere, interessenter og TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet.

Sprogvurdering.dk afløser ministeriets tidligere it-understøttelse FKO Sprogvurdering, som blev lukket i slutningen af 2019, og er ligesom FKO Sprogvurdering gratis at bruge.

Det er fortsat op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan den lovpligtige sprogvurdering af børn i to- eller treårsalderen og i børnehaveklassen skal foretages. Ministeriets to sprogvurderingsværktøjer kan også anvendes via it-løsninger fra private leverandører.

Læs mere om it-løsningen til sprogvurdering af børn på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.