Nyt job

Statsministeriets departementschef skal til Den Europæiske Investeringsbank

Statsministeriet
17147 Christian Kettel Portræt

Regeringen har besluttet at indstille Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, til vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Tiltrædelse i den nye stilling sker den 1. august 2020 efter forventet godkendelse i EIB.

Christian Kettel Thomsen har været departementschef i Statsministeriet siden 2010 og kom til ministeriet fra en stilling som departementschef i Finansministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Christian har gennem de sidste ni år sammen med tre forskellige statsministre dygtigt ledet Statsministeriet og arbejdet i centraladministrationen. Han har en unik indsigt i velfærdssamfundet og en enorm faglig tyngde. Christian har sat vigtige og blivende spor i vores samfund. Jeg er meget glad for, at vi fra Danmarks side kan udnævne en så kompetent vicepræsident til Den Europæiske Investeringsbank. Christian har med ro og overblik understøttet skiftende ministre. Jeg vil gerne takke Christian for den store indsats, han over årene har ydet.”

Christian Kettel Thomsen udtaler:

”Jeg er glad for, at regeringen har valgt at indstille mig til stillingen som vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank, og ser frem til de nye opgaver i en international kontekst.

Jeg har haft 28 gode år i staten, heraf halvdelen som departementschef. Det har været interessant og udfordrende og altid i samarbejde med engagerede og dygtige kollegaer, som jeg har stor respekt for. Jeg har også sat stor pris på det tætte og tillidsfulde samspil, jeg har haft med de ministre, jeg har været departementschef for; Thor Pedersen, Claus Hjort Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Mette Frederiksen.

Det har været et privilegium at tjene vores toppolitikere i perioder præget af store udfordringer og forandringer for vores land: Finanskriser, strukturreformer, øget klimafokus, høj- og lavkonjunkturer, terrortrusler samt et stigende dansk engagement i udlandet og i udenrigspolitiske spørgsmål. Der er truffet gode politiske beslutninger gennem årene, så vi i dag har et robust samfund, som har vist sine styrker - også gennem svære tider.”

Christian Kettel Thomsen har sidste arbejdsdag i Statsministeriet fredag den 10. januar og vil herefter især bruge tiden frem til sommer på at forberede sig på de nye opgaver. Dette vil ske i en stilling som kommitteret i Erhvervsministeriet.

Fakta om Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er placeret i Luxembourg og blev oprettet i 1958. EIB ejes af EU’s 28 medlemslande, der har ydet et kapitalindskud i banken i forhold til det enkelte medlemslands BNP. Danmarks andel udgør ca. 5,5 mia. euro ud af bankens samlede kapital på 243,3 mia. euro. Banken finansierer projekter i både den offentlige og den private sektor og har et årligt udlån i størrelsesordenen 50 mia. euro. Bankens bestyrelse har i 2019 besluttet at øge fokus på finansiering af projekter inden for klima og miljømæssig bæredygtighed, som forventes at udgøre halvdelen af bankens nyudlån i 2025. Bankens direktion udgøres af præsident Werner Hoyer og otte vicepræsidenter. Direktionen er ansvarlig for den daglige ledelse af EIB, som sker fra bankens hovedkvarter i Luxembourg. Vicepræsidenter udpeges af valggrupper, der hver udpeger én vicepræsident. Danmark er i valggruppe med Irland, Grækenland og Rumænien og muligheden for at udpege en vicepræsident roteres ligeligt i valggruppen. Efter udløbet af den irske vicepræsident skal Danmark udpege en vicepræsident for perioden august 2020 – juli 2024. Tidligere danske vicepræsidenter har været fhv. departementschef i Finansministeriet Erling Jørgensen (1988-1990), fhv. departementschef i Industriministeriet Hans Duborg (1990-1994) og tidligere bestyrelsesmedlem i EBRD for Danmark og fhv. afdelingschef i Økonomiministeriet Torsten Gersfelt (2004-2008).