Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
KRONIK

Nye skridt i sikkerhedspolitikken – men ingen slinger i valsen

Udenrigsministeriet
Forsvarsministeriet
Fregatterne Iver Huitfeldt, Peter Willemoes og Niels Juel

Af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S). Bragt i Jyllands-Posten 18. september 2019.

For nyligt præsenterede regeringen en stor sikkerhedspolitisk pakke med fire militære bidrag til fremme af international fred og sikkerhed.

Den blev positivt modtaget i Udenrigspolitisk Nævn, og der tegner sig et endog meget bredt flertal blandt Folketingets partier. På den baggrund agter regeringen at bidrage i Sahel, til kampen mod ISIL i Syrien, med soldater og militært materiel fra alle tre værn til NATO’s afskrækkelses-profil, og med en fregat til en amerikansk hangarskibsgruppe i Nordatlanten.

Med regeringens sikkerhedspolitiske pakke bliver Danmarks indsats i verden styrket. Samtidig foretager vi nogle vigtige justeringer af Danmarks sikkerhedspolitiske linje, så vi i endnu højere grad tilpasser os en usikker verden, hvor trusselsbilledet konstant forandres. Vi styrker indsatsen i verdens brændpunkter. Dér, hvor Danmark har værdier og interesser på spil.

Derfor udsender vi et kirurghold på 14 læger, sygeplejersker og andet personale fra Forsvaret, der skal indsættes i det nordøstlige Syrien. Det er første gang Danmark bidrager til kampen mod ISIL på landjorden i Syrien. Det gør vi sammen med USA og nogle få andre vestlige lande.

Det er en højt specialiseret kapacitet, Danmark her leverer. Og som supplerer Danmarks i forvejen substantielle bidrag til kampen mod ISIL’s terrorister. Et bidrag, der har været stor efterspørgsel på fra amerikansk side. Og et bidrag der understreger, at Danmark kan og vil løfte et konkret ansvar i hele det sikkerhedspolitiske spektrum.

Det er vigtigt, at vi ikke letter presset, så ISIL igen får fodfæste. At vi bidrager til forsvaret af Irak mod ISIL-angreb fra syrisk territorium og samtidig, gennem vores civile indsats, støtter en fredelig genopbygning i regionen.

Netop den styrkede regionale tilgang er en vigtig justering. Det gælder også, når vi sender et transportfly og soldater til Sahel-regionen i Afrika til FN’s stabiliseringsmission MINUSMA, samt to transporthelikoptere til den fransk-ledede terrorbekæmpelsesoperation Barkhane.

Bidraget til FN er en videreførelse af vores vigtige engagement i Sahel. Her skal vi forhindre, at regionen bliver et arnested for terrorgrupper, menneskesmuglere og organiseret kriminalitet, der driver folk på flugt og øger presset på Europas grænser.

Bidraget til Barkhane er – som bidraget til Syrien – vigtigt og efterspurgt. De danske transporthelikoptere skal sikre, at specialstyrker hurtigt kan deployeres i Sahel, særligt i Mali, og bekæmpe oprørs- og terrorgrupper, der truer stabiliteten i hele regionen.

Tættere på Danmark, er en væsentlig del af den sikkerhedspolitiske pakke et stort beredskabsbidrag til NATO. Her melder vi ind med en kampbataljon, et større krigsskib, samt fire kampfly, der står klar til at styrke NATOs afskrækkelses- og forsvarsprofil.

Og, som det fjerde bidrag i pakken, en fregat til samsejlads med en amerikansk hangarskibsgruppe. Her er det værd at bemærke, at det kun er Danmark, der er blevet adspurgt, om vi kan bidrage, og der for første gang planlægges en sådan type fælles sejlads i Nordatlanten. Vi er blevet spurgt, fordi vi har særlig ekspertise, fordi vi har det rette materiel, og fordi Danmark anses som et kernemedlem af NATO. Det er en genbekræftelse af det tætte transatlantiske bånd mellem USA og Danmark.

Og en fortsættelse af vores aktive bidrag til NATO. Fundamentet for vores fælles sikkerhed gennem 70 år.

Endelig ser vi i regeringen positivt på et muligt dansk flådebidrag til en international maritim indsats med europæisk forankring i Hormuz-strædet. En indsats, som skal sikre fri og sikker civil sejlads.

Når det kommer til sikkerhedspolitikken tager regeringen nye, velvalgte, skridt. Der bliver ingen slinger i valsen.

Og vi baserer os på de modige kvinder og mænd i Forsvaret, der hver dag gør os stolte med deres store professionalisme. De stiller op. Også når det er hårdt og modstanden stor. De er grunden til, at Danmark er en efterspurgt partner.