Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Videregående uddannelse

Flere er kommet ind

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i Spejlsalen

Natten mellem torsdag og fredag får tusindvis af ansøgere til en videregående uddannelse ét af deres uddannelsesønsker opfyldt. Det samlede optag er i år på 65.714. Det er det næsthøjeste antal nogensinde. Der er især optaget flere på erhvervsakademiuddannelserne, blandt andet på finansøkonom og på datamatikeruddannelsen. Hele 82 pct. har fået opfyldt deres første prioritet.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen er glad for, at så mange unge får deres ønske om en studieplads opfyldt.

- Det er dejligt, at så mange har lyst til at uddanne sig. Jeg håber, de får en god studietid, gør sig umage, men også tager chancer og følger deres nysgerrighed. Vi skal have hele mennesker på vores uddannelser, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Flere vil være sygeplejerske
På sygeplejerskeuddannelsen er der optaget 7 pct. flere studerende, og det glæder uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

- Jeg er meget tilfreds med, at flere begynder på sygeplejerskeuddannelsen. Der er brug for hver og en for at skabe et bedre og mere nært sundhedsvæsen. Og så er der optaget flere sygeplejersker uden for de store byer. Det er godt, for vi har brug for dygtige sygeplejersker i hele Danmark, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

En række videregående uddannelser understøtter den grønne omstilling, og dem følger ministeren med interesse.

- Vi har som regering sat os som mål at være den mest ambitiøse klimaregering. Vi har brug for studerende, der dykker ned i den grønne omstilling og finder nye bæredygtige løsninger. Det tegner derfor godt, at flere er blevet optaget på grønne videregående uddannelser som bachelor i naturressourcer og bæredygtigt energidesign. Den grønne omstilling vil have stort fokus de kommende år, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

I alt har 8.416 kvalificerede ansøgere ikke fået deres ønske om en studieplads opfyldt. Det er færre end sidste år, hvor 9.765 kvalificerede ansøgere blev afvist.

 

Læs mere hos uddannelses- og forskningsministeriet