Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Aftale

Bedre forhold for naboer til fremtidens vindmøller og solcelleparker

Klima-, Energi og Forsyningsministeriet

Regeringen har indgået aftale med Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om forbedrede vilkår for naboer til fremtidige vindmøller og solcelleanlæg. Aftalen sikrer også bedre forhold for de kommuner, der medvirker til opstillingen af vind- og solenergi. Det skal være med at til sikre den fortsatte udbygning af vedvarende energi, der er nødvendig for at indfri regeringens målsætning om at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. i 2030.

”Vindmøller og solceller er helt afgørende for at indfri regeringens ambitiøse klimamål. Men de er ikke altid populære naboer. Derfor forbedrer vi nu forholdene for naboerne til fremtidens landvind- og solcelleprojekter”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.  

Opretter bonusordning
Med aftalen oprettes en salgsordning, der giver boligejere i tæt afstand til vindmøller eller solcelleparker mulighed for at sælge deres bolig til den virksomhed, der opstiller projektet. Der oprettes samtidig en bonusordning, så naboer fremover får en årlig kontant og skattefri bonus fra energianlægget.

”Fremover kan naboerne vælge, om de vil sælge deres hus eller blive boende og få kompensation for et eventuelt fald i boligens værdi, når der opstilles vindmøller eller solceller. Bliver man boende, vil man desuden modtage en årlig kontant bonus”, siger klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Med aftalen etableres der også en pulje til kommuner, der lægger jord til nye projekter. Midlerne i puljen kan anvendes til grønne formål i kommunen. Det bliver de virksomheder, der opstiller vindmøllerne eller solcelleparken, der skal finansiere ordningerne.

De nye ordninger evalueres i 2024 for at vurdere, om de har haft den ønskede effekt for fremme af lokal og kommunal opbakning til vedvarende energiprojekter. Loven fremsættes i februar 2020 og de nye ordninger kommer til at gælde for nye projekter efter lovens ikrafttrædelse.

Landvindmøller og solceller er den billigste form for vedvarende energi i Danmark, og spiller derfor en central rolle i arbejdet for at indfri regeringens ambitiøse klimamålsætning.

  • Baggrund
    • Der oprettes en salgsordning for naboer til vedvarende energiprojekter. Boligen kan sælges til opstiller til værdien vurderet af den uafhængige taksationsmyndighed. Muligheden gælder boligejere i en afstand mellem 4-6 gange møllehøjde.
    • Der oprettes en bonusordning, hvor naboer til vedvarende energiprojekter inden for 4-8 gange møllehøjde for vindmøller og 0-200 meter for solcelleanlæg får en årlig kontant skattefri bonus. Bonussen svarer til ca. 5.000 kroner årligt for vindmøller og ca. 2.000 kroner for et solcelleanlæg.Ordningen erstatter den nuværende køberetsordning, som nedlægges fremadrettet.   
    • Der oprettes en grøn pulje, hvor kommunerne får 88.000 kr. pr. opstillet MW i kommunen af den virksomhed, der opstiller projektet. Det svarer til 2,6 mio. kr. for et 30 MW landvindmølleprojekt. Beløbet er større for kystnære møller og mindre for solceller.
    • Der foretages mindre ændringer i værditabsordningen, bl.a. flyttes tidspunktet for værditabsvurderingen, og der laves en e-boksløsning for information til borgere.
    • Afstandskravet fra vindmøller til beboelsesejendomme fastholdes på 4 gange møllehøjde.
    • De nye ordninger kommer til at gælde for nye projekter, der deltager i 2020-udbud samt støttefrie projekter som ikke har opnået byggetilladelse inden ikrafttrædelse af loven

Læs aftaleteksten herunder

pdf (202 Kb)