Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Aftale

Kompensation for F-35-støj på plads

Forsvarsministeriet
Tre F-35 fly i luften
Regeringen har indgået en aftale med partierne bag forsvarsforliget om støjkompensation til naboerne på Flyvestation Skrydstrup.
 

Der er enighed mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance om en kompensationsmodel for flystøjen fra Danmarks kommende kampfly, F-35.

Partierne bag aftalen er enige om at bruge cirka 250 mio. kroner på opkøb og støjisolering. Pengene holdes inden for det samlede kampfly-budget.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

“Vi er nået frem til en retfærdig og ambitiøs støjkompensationsmodel. En model der sikrer, at flyvevåbnet kan beskytte Danmark og danskerne samtidig med, at naboerne til Flyvestation Skrydstrup bliver behandlet ordentligt. Det handler om Danmarks sikkerhed, men det handler også om godt naboskab. Jeg er tilfreds med, at vi nu står med en markant større og bedre model, end den jeg overtog fra den tidligere regering".

Modellen omfatter støjkompensation for mere end 1600 boliger i området omkring Flyvestation Skrydstrup. Heraf får beboerne i 117 af de mest støjbelastede boliger også et tilbud om, at staten opkøber deres huse. Et tilbud der gælder i 10 år.

Der vil på torsdag den 21. november klokken 19.00 blive holdt borgermøde om kompensationsmodellen i Vojens-Hallerne, hvor Forsvarsministeriet vil fremlægge aftalen i detaljer, og hvor der også vil være mulighed for at stille spørgsmål.
  • Sagen kort
    • Der opererer allerede i dag 44 F-16 kampfly fra Skrydstrup. Der har der gjort siden kampflyene blev samlet på Flyvestation Skrydstrup for mere end 15 år siden.
    • F-35-flyene vil lette og lande cirka to gange om dagen på hverdage.  
    • De første F-35 kampfly skal operere fra Flyvestation Skrydstrup i 2023.
    • Når alle fly er modtaget, vil der være 22 F-35-fly på flyvestationen.
  • Kompensationsmodellen kort
    • Modellen omfatter en “rød zone”, hvor gennemsnitsstøjen overstiger 55 dB og maksimalstøjen 100 dB. Beboerne her kan vælge mellem enten støjisolering eller 140.000 kr. til støjkompensation samt mulighed for frivilligt opkøb. Det drejer sig om cirka 117 boliger. 
    • Hertil kommer en “gul zone” omfattende ca. 1.500 boliger med tilbud om enten støjisolering eller 70.000 kr. til støjkompensation.
    • Udlejede boliger kan alene modtage tilbud om støjisolering. 
    • Norge har også investeret i nye F-35 fly. Den danske model ligner i høj grad den norske og går på flere områder også videre.
    • Støjkompensationsmodellen omfatter de kommende flyvninger med F-35. Ikke de nuværende flyvninger med F-16.
pdf (425 Kb)