Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Stilhed for H.K.H Prins Henrik

Ministermødet tirsdag indledt med at mindes H.K.H Prins Henrik. Læs statsministerens mindeord.

Statsministeriet
20091002-134118-6_15Mb.jpg
Statsministeren, H.K.H. Prins Henrik møder Barack og Michelle Obama på Amalienborg. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om Hans Kongelige Højhed Prins Henriks død.

Prins Henriks liv rummer hele verden. Fra en barndom i Hanoi til gymnasium i Cahors. Fra studieophold i Saigon til værnepligt i Algeriet. Fra en diplomatisk karriere i London til at være et skattet samlingspunkt for den kongelige familie i Danmark.

Han mestrede på bedste vis den danske humor og selvironi. Han brændte for finere fransk madlavning og besad charme og sans for poesi, musik og kunst. Med sit internationale udsyn var han med til at åbne danskernes øjne for verden.

Prins Henrik satte tydelige aftryk på verden omkring sig gennem hele sit liv. Han var en facetternes mand med mod og kant. Han turde sætte sig selv og sin person i spil og nægtede at være tilskuer til livet. Livet skulle leves og opleves. Derfor var det altid en beleven og engageret prins, man mødte.

(fortsættes under billedet)

 

1minutstilhed.jpg
Ministermøde 20. februar 2018 blev indledt med ét minuts stilhed for at mindes H.K.H Prins Henrik

Prins Henrik har på fornem vis repræsenteret Danmark. Hans engagement var smittende, og hans indsigt enorm, uanset hvor og i hvilken sammenhæng han færdedes.

Prinsens livsglæde foldede sig for alvor ud sammen med børnebørnene, der heldigvis fik mange år til at lære deres lune og kærlige farfar at kende.

Prinsen bevarede, trods sygdom, sit gode humør til det sidste. Det er beundringsværdigt, hvor fint den kongelige familie har tacklet og åbent fortalt om den svære tid, de har været igennem.

Den kongelige familie har mistet et anker.

Dronning Margrethe har mistet sin indsigtsfulde og varme livsledsager igennem mere end et halvt århundrede.

Danmark har mistet en unik repræsentant for vores land.

Jeg vil på danskernes vegne gerne udtrykke dyb medfølelse med Dronning Margrethe og med hele den kongelige familie.

Æret være Prins Henriks minde.

---

Herunder følger en billedserie med H.K.H. Prins Henrik og de statsministre, som har ledet regeringerne siden prinsens ankomst til Danmark. Vi mangler dog Hilmar Baunsgaard, som var statsminister fra 02.02.1968 til 11.10.1971

krag.jpg
Præsentation af Prinsesse Margrethes forlovelse med greve Henri de Laborde de Montpezat for regeringen. Billedet er fra 1966 og statsminister Jens Otto Krag ses ved siden af H.K.H. Prins Henrik. Foto: Ritzau Scanpix
ANker.jpg
Anker Jørgensen blev statsminister første gang i oktober 1972. Her ses statsministeren med Dronningen og Julius Nyerere, Tanzanias præsident. Foto: Peer Pedersen/Ritzau Scanpix
Hartling.jpg
Poul Hartling var statsminister fra december 1973 til februar 1975. Her ses udover H.K.H Prins Henrik, Dronningen og dronning Ingrid. Foto: Johnny Bonne/Ritzau Scanpix
schluter.jpg
Poul Schlüter var statsminister fra september 1982 til januar 1993. Foto: Jørgen Sperling/Ritzau Scanpix
nyrup.jpg
Det svenske kongepar sammen med Dronningen og H.K.H Prins Henrik samt statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Billedet er fra indvielsen af Øresundsbroen i 2000. Foto: Morten Langekilde/Ritzau Scanpix
fogh.jpg
Statsminister Anders Fogh Rasmussen hilser på H.K.H Prins Henrik i 2007 i forbindelse med det svenske kongepars statsbesøg. Foto: Bo Nymann/Ritzau Scanpix
helle.jpg
H.K.H Prins Henrik og statsminister Helle Thorning-Schmidt til EM-finale i herrehåndbold i 2014. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix