Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Historisk skatteaftale med Airbnb

De danske skattemyndigheder har indgået en samarbejdsaftale med Airbnb om automatisk indberetning af Airbnb-brugeres lejeindtægter til skattevæsenet

Skatteministeriet

Skattemyndighederne og Airbnb har i dag indgået en samarbejdsaftale, som skal sikre, at Airbnb-brugeres lejeindtægter automatisk indberettes til det danske skattevæsen, så alle betaler den korrekte skat.

Med aftalen tilkendegiver Airbnb, at indtægter for alle platformens brugere i Danmark vil blive indberettet til det danske skattevæsen. Samtidig får Airbnbs brugere således bedre skattevilkår og udlejningsrammer som følge af den politiske aftale, som et bredt flertal i Folketinget indgik i tirsdags.

Danmark er givetvis det første land i verden, der indgår en sådan samarbejdsaftale med Airbnb, der er den klart største spiller på det deleøkonomiske boligudlejningsmarked.

Derfor glæder det skatteminister Karsten Lauritzen, at Airbnb har givet tilsagn om et godt og konstruktivt samarbejde med de danske skattemyndigheder.

”Vi ønsker en blomstrende deleøkonomi i Danmark, hvor udlejere kan tjene et rimeligt skattefrit beløb på at stille deres bolig til rådighed. Og lejere nemt og enkelt kan finde en lejlighed til weekendturen i København eller et sommerhus på vestkysten. Men det er en forudsætning, at der er styr på skattebetalingen. Derfor er det gode nyheder, at det er lykkedes at indgå et samarbejde med Airbnb, der betyder indberetning af alle indtægter til skattevæsenet og dermed afregning af den rigtige skat. Det er en aftale, jeg er meget stolt af”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Forståelsesaftalen mellem de danske skattemyndigheder og Airbnb betyder konkret, at der udvikles en digital løsning – en såkaldt API – der kan integreres i Airbnbs platforme, så alle lejeindtægter automatisk sendes digitalt til skattevæsenet med henblik på at sikre korrekt skattebetaling.

Samarbejdsaftalen understreger desuden, at alle bruger- og persondata behandles fortroligt og i overensstemmelse med de nye EU-persondataregler, som træder i kraft inden længe.