Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

P-billetter skal ikke være en pengemaskine

Regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt at stramme statslig ordning, så kommuner, der får mange penge i kassen fra p-billetter, får lavere statstilskud.

Økonomi- og Indenrigsministeriet
Foto: Colourbox

Når bilister betaler for at stille bilen, skal det sikre, at parkeringen ikke varer unødigt længe, og at pladserne bliver brugt bedst muligt. Det skal ikke være noget, kommunerne tjener penge på.

Det er ideen med en ordning, hvor nogle af de penge, kommunerne får ind, bliver modregnet i bloktilskuddet fra staten. Men en række kommuner har høje indtægter, også efter modregningen.

Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti nu aftalt at stramme modregningsordningen.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil erstatte den nuværende ordning med en strammere og mere simpel modregningsordning, som både omfatter kommunens indtægter fra p-billetter og afgifter og stiller kommunerne mere lige. Det skønnes, at denne model vil øge modregningen med 300-350 mio. kr. årligt.

  • Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger

    P-billetter må ikke være en pengemaskine eller skjulte skatter for kommunerne. Vi skal ikke straffe travle familier, der er afhængige af bilen for at få hverdagen til at hænge sammen, og erhvervsdrivende, der har behov for at transportere deres varer ud til deres kunder.

    Når bilisterne betaler for at stille bilen, skal pengene gå til trafikale investeringer. Ikke til at fylde kommunekassen op eller bruge pengene på andre områder.

    Nogle steder virker det i dag, som om der er flere p-vagter end parkeringspladser. Men nu gør vi det mindre lukrativt for kommunerne at opkræve afgifter. Samtidig gør vi op med en forældet favorisering af de kommuner, der var først med betalingsparkering.

    Vi gør ordningen enklere, så vi kan fjerne overflødigt bureaukrati. Især i de store byer er der udsigt til, at bilisterne dermed kan spare penge.