Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Opsving båret af private hænder og reformer

Økonomisk Redegørelse : Dansk økonomi er inde i en højkonjunktur. Beskæftigelsen stiger hurtigt og er i år højere end nogensinde.

Økonomi- og Indenrigsministeriet

Økonomisk Redegørelse august 2018 viser, at dansk økonomi er et godt stykke inde i en højkonjunktur. Den samlede beskæftigelse har aldrig været højere, og alene i første kvartal 2018 voksede beskæftigelsen med mere end 15.000 personer. Det er den største kvartalsvise beskæftigelsesstigning i ti år. Siden vendingen i 2013 er der skabt flere end 190.000 private job.

”Vi har en stærk dansk økonomi takket være reformer. Kortere dagpengeperiode, højere pensions- og efterlønsalder samt lavere skat på arbejde har skabt grundlaget for en holdbar fremgang i beskæftigelsen. Reformer vil også i de kommende år øge arbejdsudbuddet. Det gør det muligt, at beskæftigelsen kan stige yderligere, uden at arbejdsmarkedet bliver overophedet", siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Fremgangen kan fortsætte
Der er et solidt grundlag for, at fremgangen i dansk økonomi kan fortsætte både i år og næste år med privatforbrug og private investeringer som de væsentligste drivkræfter bag væksten. Vækstfremgangen ventes at bringe yderligere 75.000 personer i job, sådan at tæt på 3 millioner vil være i job i 2019.

 

grafik ør.PNG

Dansk økonomi er robust, men der er samtidig flere udfordringer og risici. Der bliver færre ledige ressourcer i dansk økonomi, konkurrencen om udenlandsk arbejdskraft er skærpet, og risikoen for en eskalerende global handelskonflikt bliver stadig mere aktuel.

”Jeg glæder mig over et stærkt og privat båret opsving. Men vi kommer ikke uden om, at der også er risici for dansk økonomi. Vi kan ikke tage medvind fra den globale økonomi for givet, og herhjemme vokser bekymringen for, om der kan skaffes nok arbejdsvillige hænder. Det stigende pres på kapaciteten i dansk økonomi stiller krav om en sikker styring, så højkonjunkturen kan vare ved, og flere kan skifte offentlig forsørgelse ud med arbejde. Den gode udvikling kalder også på nye reformer, som kan styrke vækst og beskæftigelse i årene, der kommer", siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

forside ØR.PNG
pdf (2,18 Mb)