Sådan spares svimlende renteudgifter
Danmark sparer hvert år milliardbeløb fordi vi har nedbragt statsgælden siden midten af 90’erne
Effektiv gældsnedbringelse og høj kreditvurdering medfører store rentebesparelser for Danmark.
Danmark sparer hvert år et betydeligt milliardbeløb ved at have nedbragt statsgælden siden midten af 1990’erne og have en AAA-kreditvurdering blandt alle de store kreditvurderingsinstitutter.
I et nyt notat skønner Finansministeriet, at besparelsen på rentebetalingen er op mod 40 milliarder kroner om året, når 2016 sammenlignes med 1995. Det svarer til statens årlige udgifter til forsvar, politi, retssystem og kriminalforsorg tilsammen.
"Enhver politiker, der har deltaget i en finanslovforhandling, ved, at 40 milliarder kroner er et svimlende beløb. Derfor er gældsnedbringelsen også en helt central forudsætning for den velfærd og det samfund, vi har i dag. Og det skal vi værne om fremadrettet", siger finansminister Kristian Jensen.
Det offentliges bruttogæld (ØMU-gælden) er reduceret fra ca. 73 pct. af BNP i 1995 til knap 38 pct. af BNP i 2016. Dermed har Danmark præsteret den største reduktion i ØMU-gælden blandt samtlige EU-lande i den pågældende periode.
Tilsvarende er niveauet for den offentlige nettogæld faldet fra knap 40 procent af BNP i 1995 til forventet cirka 4 procent ved udgangen af 2017.
Gældsnedbringelsen er sammen med et fald i det generelle renteniveau medvirkende til, at den danske stats renteudgifter er faldet. I 1995 lå de på 5,6 procent af BNP, mens de i 2018 ventes under 1 procent af BNP for første gang i nyere tid.
"Regeringen hverken kan eller vil tage hele æren for den gunstige finansielle position, Danmark har i dag, men vi vil gerne tage ansvaret for at videreføre den. Derfor vil vi fortsætte med systematisk at fremlægge forslag til nye reformer, der kan styrke de offentlige finanser og dermed fastholde det sunde fundament under dansk økonomi", siger finansministeren.