Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

100 mio kr. skal hjælpe ledige i arbejde

Forligspartierne bag beskæftigelsesreformen enige om en række initiativer, der skal opkvalificere ledige og sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomheder.

Beskæftigelsesministeriet

 

Dansk økonomi befinder sig i en højkonjunktur. Antallet af lønmodtagere i Danmark har aldrig været højere, og ledigheden falder. Det betyder samtidigt, at flere virksomheder har problemer med at få kvalificeret arbejdskraft.

Forligskredsen bag beskæftigelsesreformen følger området tæt og er netop blevet enige om at bruge overskydende midler fra uddannelsesløftet i 2017 til en række initiativer, som skal igangsættes med det samme. 

Der er blandt andet enighed om at afsætte:

  • 17 millioner kroner til at forbedre jobcentrenes service og hjælp til virksomheder, der mangler arbejdskraft.
  • 20 millioner kroner til at ansætte uddannelsesambassadører i flere kommuner, der kan udbrede kendskabet til, at ufaglærte ledige kan tage en faglært uddannelse på dagpenge.
  • 15 millioner kroner til at løfte indsatsen for ledige, der mangler basale læse-, skrive og regnefærdigheder.
  • 25 millioner kroner til at give jobparate kontanthjælpsmodtagere en tidlig og jobrettet indsats med en fast sagsbehandler, så endnu flere kontanthjælpsmodtagere kan blive en del af arbejdsmarkedet.

Forligspartierne fortsætter nu forhandlingerne om yderligere initiativer, der kan styrke indsatsen for at opkvalificere ledige.   

"Jeg er glad for, at vi i forligskredsen har fået lukket en delaftale, så overskydende midler fra uddannelsesløftet ikke går tabt, og at vi bruger pengene til at opkvalificere ledige, som de også oprindeligt var afsat til. Der er desværre fortsat langt færre ledige, der benytter muligheden for at få et uddannelsesløft, og det er noget, som vi i forligskredsen følger tæt. Vi drøfter, hvordan ordningen kan blive mere fleksibel at bruge, så flere ledige kan få et uddannelsesløft.

Vi er ikke i mål med dagens aftale. Arbejdsmarkedet er efterhånden i højeste gear, og stadig flere virksomheder kan ikke få den arbejdskraft, de har brug for. Derfor skal indsatsen for at opkvalificere ledige fortsat styrkes, og det forhandler vi videre om i forligskredsen. Samtidig arbejder regeringen på, at det bliver lettere for virksomheder at hente kvalificeret arbejdskraft i udlandet. Det er ikke enten-eller. Det er både-og, hvis vi skal forebygge flaskehalse og holde gang i væksten i hele Danmark", siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Det siger politikerne

  • Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen

    Jeg er glad for, at vi langt om længe har fået beskæftigelsesministeren til at indse, at der er behov for mere uddannelse til vores arbejdsløse, så flere arbejdsløse kan få gavn af opsvinget.

    Nu mangler vi bare, at beskæftigelsesministeren tager det store skridt og dropper sin plan om at spare knap en milliard kroner på uddannelse til arbejdsløse, syge og udsatte fra næste år og planen om at hente billig udenlandsk arbejdskraft fra Asien til Danmark.

  • Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted

    Jeg er glad for, at det er lykkedes at få en aftale på plads med rigtig mange gode initiativer, der kan hjælpe ledige til opkvalificering og styrke indsatsen for at få ledige i arbejde. Især vil jeg fremhæve Virksomhedsservicepulje til bedre match på mangelområder.

    Den nye Jobbørs for seniorer, der skal etableres, og som betyder, at seniorer kan lægge deres cv ind på platformen, og at arbejdsgivere ad den vej kan finde en ny seniormedarbejder enten til få timer eller til fuld tid. Samt indsatsen for at hjælpe jobparate kontanthjælpsmodtagere i job.

  • Beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen

    Vi skal udnytte de gode tider til at få alle med, og det kræver, at vi klæder vores ledige godt på. Jeg glæder mig over, at vi bl.a. styrker Uddannelsesambassadører i jobcentrene, som er et godt redskab til at motivere ledige ufaglærte til et uddannelsesløft.

    Vi rækker også hånden ud til mange nyuddannede med en forlængelse af traineeordningen, og det er jeg meget tilfreds med. 

  • Beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance, Laura Lindahl

    En af de vigtigste politiske opgaver i øjeblikket er at skabe bedre muligheder for, at virksomhederne kan få den arbejdskraft de har brug for – denne delaftale bidrager til dette, og derfor glæder jeg mig over initiativerne i aftalen.