Yderligere to hadprædikanter kommer på sanktionslisten
I dag opdaterer Udlændingestyrelsen sanktionslisten, så den udvides med yderligere to religiøse forkyndere. Det betyder, at otte hadprædikanter nu har forbud mod at rejse ind i Danmark. "Målet med hadprædikant-listen er at beskytte Danmark mod rabiate forkyndere, der vil undergrave vores grundlæggende demokratiske værdier," siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
To nye hadprædikanter er nu kommet på den nationale liste over navngivne omrejsende, udenlandske religiøse forkyndere, som er udelukket fra at indrejse i Danmark af hensyn til den offentlige orden.
Den nationale sanktionsliste blev første gang offentliggjort den 2. maj 2017 med seks religiøse forkyndere. Listen opdateres løbende, og nu tilføjes altså yderligere to personer.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:
”Jeg er meget tilfreds med, at der nu kommer to hadprædikanter mere på listen. Det viser mig, at Udlændingestyrelsen gør sit arbejde og løbende følger med i, hvem der opfylder kriterierne for at komme på listen. Målet med hadprædikant-listen er at beskytte Danmark mod rabiate forkyndere, der vil undergrave vores grundlæggende demokratiske værdier”.
Nærmere oplysninger om den offentliggjorte sanktionsliste kan ses på nyidanmark.dk.