Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Universiteterne nedbringer den samlede studietid

Universiteter er godt på vej mod målene i fremdriftsreformen. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind roser institutionerne og de studerende for at nedbringe studietiden.

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Studerende i forelæsningssal
Arkivfoto: Mira Bergem

Landets universiteter har arbejdet målrettet med at nedbringe overskridelsen af studietiden, siden fremdriftsreformen trådte i kraft i 2014.

Nye tilsynstal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at kandidatstuderende sidste år var 9,3 måneder forsinket i gennemsnit i forhold til den normerede tid på studiet.

Dermed er målet om en gennemsnitlig overskridelse på højst 8,9 måneder i 2020 tæt på at være nået.

Det glæder uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, der roser både institutioner og studerende.

"De studerende på landets universiteter har tidligere været meget længe om at gennemføre deres uddannelser. Det er derfor meget opmuntrede, at fremdriftsreformen og de senere års fokus på området ser ud til at have virket. Vi er ikke i mål endnu, men universiteterne og de studerende har arbejdet godt og målrettet med at få mindsket de høje gennemførselstider. Det er både godt for Danmark og de studerende selv. Det skal de have stor ros for," siger han.

I november 2015 blev fremdriftsreformen justeret, så de videregående uddannelser fik friere rammer til at nå målene i reformen. Blandt andet blev kravet om obligatorisk tilmelding til fag afskaffet, så institutionerne selv kunne fastsætte egne regler og forløb på området.

"Universiteterne har været dygtige til at lave gode og intensive studieforløb, siden vi gav dem mere frihed. Vi skal fortsat have ambitiøse mål for, hvor hurtigt de studerende gennemfører studiet, men fremover ser jeg gerne, at vi også vægter det, om de kommer i job efter uddannelsen. Derfor har vi indbygget begge hensyn i det udspil til en ny bevillingsreform, vi fremlagde for nylig," siger Søren Pind.

Tilsynstallene fra Uddannelses- og Forskningsministeriet er foreløbige, og der kan derfor komme mindre justeringer til de endelige opgørelser over  studietidsoverskridelserne.