Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Task force skal styrke borgernes retssikkerhed

”Jeg er meget optaget af, at vi skal styrke borgernes retssikkerhed og kvaliteten i sagsbehandlingen. Derfor vil jeg blandt andet fremtidssikre og styrke den task force på handicapområdet, som hjælper kommunerne med at få styr på sagsbehandlingen – både i forhold til juraen og det socialfaglige,” siger børne- og socialminister Mai Mercado.

Portræt af Mai Mercado på hendes kontor
Foto: Les Kaner

Børne- og socialminister Mai Mercado vil sikre bedre sagsbehandling med styrket task force.

Borgerne skal kunne stole på, at kommunerne træffer de rigtige afgørelser, men mere end en tredjedel af de sager, som Ankestyrelsen behandler på socialområdet, bliver sendt tilbage til kommunerne. Det er alt for mange, og derfor bebuder børne- og socialminister Mai Mercado en styrket indsats på området.

”Jeg er meget optaget af, at vi skal styrke borgernes retssikkerhed og kvaliteten i sagsbehandlingen. Derfor vil jeg blandt andet fremtidssikre og styrke den task force på handicapområdet, som hjælper kommunerne med at få styr på sagsbehandlingen – både i forhold til juraen og det socialfaglige,” siger ministeren.

Task forcen på handicapområdet er et gratis, frivilligt tilbud til alle kommuner. Task forcen skal støtte kom­muner­ne i at udvikle kvaliteten i deres sagsbehandling på handicap­området gennem korte lærings- og formidlingsforløb samt længerevarende ana­lyse- og udviklingsforløb.

En styrket task force er en del af en handlingsplan, som Mai Mercado vil søge opbakning til i de kommende satspuljeforhandlinger.