Skolen er porten til Danmark

Kronik af undervisningsminister Merete Riisager bragt mandag den 18. september i Politiken.

Skolen er den første base i det kultursammenstød, vi oplever i disse år. Det aktualiserer et særligt ansvar, som skolen har haft længe om at forberede eleverne til at videreføre det frie samfund, de skal vokse op i. Samtidig fører det velmente politiske ønsker med sig om, at skolen skal løse alle integrationsproblemer. Det kan skolen derimod ikke, og det er ikke skolens opgave.

Skolen er først og sidst et dannelsessted. Det betyder, at skolens opgave rækker udover at tilføre eleverne viden og at lære dem færdigheder som at læse, skrive og regne. Skolen har og skal have til opgave at inddrage eleverne i det fællesskab, der udgøres af nationens love, regler, institutioner, historie og kultur. Skolen skal både videreformidle og inddrage eleverne i det samfund, de skal bære videre, når de bliver voksne.

Grundtvig beskrev både den samtale, der skal foregå i skolen, og den opdragelse, der kan føre til, at vi indskriver os i fællesskabet og fortællingen – at vi tager vores del af ansvaret på os. For et frit samfund bæres af borgerne og deres vilje til at skabe og genskabe det. Skolen har haft del i denne opgave – at anskuelige for børn og unge, at de skal løfte en opgave, for at føre samfundet videre, men vi har næsten glemt det.

Mange års fredstid og fremgang har i kombination med en homogen befolkning uden værdimæssigt pres udefra betydet, at vi har kunnet koncentrere os om andre ting. Vi har kunnet skændes i fred om antallet af test i folkeskolen, PISA og kompetencebegrebet. Vi har kunnet bruse over i glæde ved projekter om å-udløb og virksomhedssamarbejde og tænke, at netop dette projekt udgjorde den hellige skole-gral. Sådan er det ikke mere. Vi er nødt til – ud over alt det andet vigtige, som skolen skal – at genfinde lovens bogstav og udleve den forpligtelse, der ligger deri.

Folkeskolens formålsparagraf, der i sin nuværende udformning er fra 1975 (senest revideret i 2006) siger i stykke 1 at eleverne skal gøres ”fortrolige med dansk kultur og historie” og i stykke 3: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”. Folkeskolen har altså fortsat en opgave, der rækker langt ud over tilegnelse af færdigheder og kvalifikationer, der kan finde anvendelse i videre uddannelse og arbejde. Det er ikke nyt. Det nye er, at vi har glemt det.  

I 1855 bliver børns ret og pligt til skolegang slået fast som en undervisningspligt i stedet for skolepligt. Længe før da er skolens opgave over for borgerne defineret, eksempelvis i 1814-lovgivningen, hvori det understreges, at skolens opgave er at gøre børnene til ”gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære”. Siden er formuleringerne ændret adskillige gange, og folkeskolens formålsparagraf taler altså i dag om, at skolen skal ”forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”.

Skolen skal ikke indoktrinere. Gør den det, er der ikke længere tale om opdragelse, men om totalitarisme, sådan som man har kunnet se det i den tidligere Østblok før murens fald. Men skolen skal tage sin opgave på sig som samfundsinstitution og kulturformidler. Opgaven er måske mere vigtig end nogensinde, for de værdimæssige kløfter bliver ikke mindre i årene, der kommer. Derfor er det også af stor vigtighed og betydning, at børn og unge ved og forstår, hvilke værdier, love og kulturelle nøgler, der har betydet at de selv, deres forældre og deres bedsteforældre er vokset op i et historisk fredeligt samfund.

Danmark er et kristent land. Det betyder ikke, at alle borgere i Danmark skal være kristne, bekende sig til den kristne tro eller tro på noget som helst. Det afgør vi selv. Og det er ikke troen, der afgør vores værd. Dette er også slået fast i grundloven. Vi er frie til at tro, som vi vil, eller til at lade være.

Men det betyder også, at alle skolebørn i Danmark bør kende til og forstå den rolle, som kristendommen har spillet gennem historien, og hvordan kristendommen har været med til at forme de institutioner og den kultur, vi lever i og med i dag. I medgang og i modgang så at sige. Kritik af kristendommen er helt legitimt, ganske som det gælder andre religioner og ideologier. Deraf det udmærkede udtryk, at loven beskytter mennesker, ikke tanker. Den kritiske tanke er en helt afgørende parameter for mennesker, der vil skabe deres egne liv og et samfund, hvor meninger brydes.

Danmarks love bæres af grundloven som den lov, alle andre love må indordne sig under. Selv grundloven kan ændres – hvis man virkelig vil det, men det er vigtigt for alle børn at forstå, at de frihedsrettigheder, der gives i grundloven, ikke er kommet af sig selv. Menneskers ret til at have deres eget, til at blive stillet lige for loven, til at måtte ytre sig, er afgørende. Det er ikke blot en støvet bog, men århundreders samtale, tanker og brydninger, der ligger gemt i loven. Og samtidig med, at lovens bogstav vejer tungt, vejer det næsten intet, hvis det ikke lever i civilsamfundet. Det er borgerne, der bærer samfundet.

Derfor er det også alvorligt, hvis det kultursammenstød, der i disse år finder sted mellem ”gammeldanskere” og migranter med især mellemøstlig baggrund betyder, at de børn, der går i skole nu, vokser op med kolliderende opfattelser af, hvordan samfundet skal indrettes, hvad der skal tillægges værdi, og hvem og hvad, vi har et ansvar overfor. De spændinger og desværre også egentlige konfrontationer, som vi ser i samfundet, i aviser og fjernsynet - bandekrig, ghettodannelse, salafistiske miljøer omkring visse moskeer, der slet ikke anerkender vestlige frihedsrettigheder, men modarbejder og søger at omstyrte dem – afspejler disse kolliderende opfattelser.

Jeg skynder mig – som en art besværgelse – at tilføje, at ”gammeldanskere” ikke er ens, og migranter heller ikke. Men enhver, der har åbnet en avis eller tændt for sit fjernsyn de sidste par år vil vide, at der er store forskelle på især nogle migrantmiljøers opfattelse af, hvordan samfundet skal se ud, og den opfattelse, der er givet os i arv. Forskellene er så dybe, at de volder os problemer. For når uenigheden ikke kun angår hvilket parti, man bør stemme på, men rokker ved demokratiets grundsøjler, bliver sammenstødene store.

Børns værdier og opfattelse af verden formes primært af deres forældre. Hjemmets og familiens værdier slår igennem, uanset hvad børn præsenteres for i skolen, om end skolens værdier kan sætte hjemmets værdier i et nyt lys for den enkelte. Det sker ofte. Forældre har det primære ansvar for at opdrage deres børn på en måde, så de bliver i stand til at begå sig og tage del i samfundet. Er der store forskelle mellem de værdier, barnet møder i skolen og i hjemmet, vil det ofte være forældrenes værdier, der slå igennem. Men ikke altid.

Det er Naser Khader et eksempel på. Han har fortalt, hvordan han mødte op i skolen med en rodfæstet modvilje mod homoseksuelle. Men samtalen med læreren og i klassen udfordrede ham på hans opfattelse af tingene, og med tiden ændrede hans holdninger sig til tolerance over for seksuelle mindretal. Det var den viden og de perspektiver, Naser Khader mødte i skolen, der fik ham til at ændre sit syn på homoseksuelles rettigheder. Nogle af de samme brudflader er beskrevet af Ahmed Mahmoud i ”Sort land” og af Morten Pape i ”Planen”. Dannelsesprocessen er den brudflade, der udgøres af skolens formidling, familiens værdier og den enkeltes vilje, ansvar og ønsker. Og sammenstødet finder sted – om vi vil se det eller ej.

Så hvad skal man gribe og gøre i? Debatten raser og river alting med sig. Særligt debatten om de muslimske friskoler er vokset i styrke, næret af de faktiske sager, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har fundet ved at gennemgå skoler, der har været rejst bekymring omkring. Mens det ene mere kreative forslag efter det andet har været fremlagt, gør styrelsens medarbejdere deres arbejde og stiller det rimelige krav til frie grundskoler, at de i deres virke skal være baseret på demokrati, og at de skal være i stand til at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske. Uanset hvad vi må gøre og beslutte, skal vi både kunne stille de krav, der er rimelige, og kunne genkende os selv. Ellers er meget tabt.

Taler vi om folkeskoler og gymnasier, rejser kravet om kvoter sig ikke sjældent. Eleverne skal fordeles efter sindrige og af ministeriet fastlagte systemer for at sikre, at børnene blandes efter tro og etnicitet. Senest er kravet om ”etnisk balance” blevet rejst af Radikale Venstre. Partiet henviste bekvemt til Holstebro kommune, hvor andelen af elever med anden etnisk baggrund end dansk er 9 procent, mens kommuner som Ishøj og Høje Taastrup har en elevandel med ikke-vestlig baggrund på 35 procent hhv. 27 procent. Med så høje procenter bliver en fordeling mere end vanskelig, med mindre man er villig til at sende børn med ”farverigtige” busser ud af kommunen. 

Det sympatiske ønske om, at elever skal møde hinanden på tværs af forskelle, vanskeliggøres i nogen grad af, at voksne myndige mennesker, træffer valg, der trækker i den modsatte retning. Både danskere af nyere og ældre oprindelse, vælger bolig og skole til deres børn i forhold til, hvad de finder bedst og mest rigtigt. Samtidig kan man med nogen retfærdighed sige, at det ikke er børnenes ansvar, at klare disse problemer, og jeg mener ikke, det er et irrelevant spørgsmål, om vi voksne virkelig kan forvente, at børn skal løse de integrationsudfordringer, vi selv har skabt og ikke evnet selv at løse de sidste 20-30 år. Overvej et øjeblik, hvordan vi voksne indretter os. Blander vi os med hinanden – etnisk danske og ikke-vestlige borgere? Bor vi sammen, arbejder vi sammen? Det var måske et sted at begynde. Vi voksne må bære vores børns byrder.

Der gives ingen lette svar. I mange kommuner arbejder man med at fordele eleverne og har gjort det i mange år. I øvrigt uden noget større fagligt resultat, hvilket er veldokumenteret, senest i PISA Etnisk, hvor elever med ikke-vestlig baggrund ligger på et markant lavere fagligt niveau. Og tredje generation ligger omtrent samme sted som første og anden generation. Resultaterne dækker over store individuelle forskelle, og mange klarer sig godt. Men helt overordnet har vi ikke knækket koden.

Hvis det er faglige resultater, vi går efter, bør vi i stedet se på migrant-forældrenes rolle og ansvar i forhold til at forberede eleverne til en skolegang, hvor de forventes at begå sig på dansk fra første dag, og hvor det forventes at forældrene følger med og bakker op om børnenes skolegang.

Jeg skriver ikke alt dette for at slå et slag for sortsyn og stilstand. Vel snarere tværtimod. Men jeg mener, vi bør tale åbent om, hvad vi kan forvente at skolen kan løse, når vi taler om integration og kultursammenstød, og hvad vi vanskeligt kan forvente af den. Jeg vil kæmpe indædt imod forslag, der ikke findes belæg for, vil give resultater, men som blot stikker os blår i øjnene og skaber nye problemer. Samtidig vil jeg hilse forslag velkomne, der ligger inden for skolens ramme, og som der kan fæstes lid til, vil bringe os videre.

De børn, der går i grundskolen i dag, kommer til at arve samfundet. De skal kunne videreføre og udvikle landet i den fredsommelige kappestrid, som demokratiet er. Derfor må de have en grundlæggende fælles forståelse for og accept af, hvilke grundsøjler demokratiet hviler på. De skal træde ind i skolen som elever. Ikke som børn med en bestemt etnicitet.

Det er skolens opgave at indvie alle børn i det kulturelle fællesskab, der er i Danmark. Lade dem forstå, at for at møde tolerance, må man selv udvise den. For at opnå beskyttelse, må man respektere andres krav på det samme. Men skolen kan ikke garantere, at alle, der træder ind, også kommer ud med en forståelse af, hvad der udgør et frit samfund.

Man skal selv gå ind ad porten