Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Udenrigsministeren på sit første besøg i USA

”Med mit besøg i Silicon Valley vil jeg arbejde aktivt for, at Danmark kommer på forkant med fremtiden," siger Anders Samuelsen.

Udenrigsministeriet
Anders Samuelsen ved pressemøde i Udenrigsministeriet
Udenrigsminister Anders Samuelsen

Udenrigsminister Anders Samuelsens første rejse til USA som dansk udenrigsminister går i dag til Silicon Valley. Formålet er at kickstarte det nye initiativ, ”tech-diplomati", og styrke dialogen med centrale aktører i Silicon Valleys unikke innovationsmiljø – fra Apple og IBM til Singularity University og danske startups.

”Med mit besøg i Silicon Valley vil jeg arbejde aktivt for, at Danmark kommer på forkant med fremtiden. Kunstig intelligens, big data, nye digitale forretningsmodeller og indflydelsesrige tech-giganter er her allerede.

De idéer, som vokser ud af Silicon Valley i dag, påvirker allerede nu vores jobs, virksomheder, sociale liv og sikkerhed. Og de vil kun få endnu større betydning for Danmark og danskerne i fremtiden”, siger Anders Samuelsen og uddyber:

”Den teknologiske udvikling skaber både udfordringer, muligheder og dilemmaer. Derfor skal vi opdyrke netværk, høste viden og ikke mindst gå i dialog med dem, der driver udviklingen. Ellers kan vi ikke sætte politisk retning hjemme eller varetage danske interesser ude. Kort sagt skal vi bygge en endnu stærkere bro mellem Slotsholmen og innovationsmiljøer som Silicon Valley. Det er netop formålet med tech-diplomatiet, som jeg kickstarter med mit besøg her i dag”.

Udenrigsministeren vil under sit besøg mødes med en række toneangivende tech-virksomheder, forskere fra Stanford og Berkeley, tænketanken Singularity University, Silicon Valley Bank og repræsentanter fra den amerikanske regering, der arbejder med at inddrage innovation og ny teknologi i deres arbejde. Derudover vil udenrigsministeren deltage i pitch-træning af danske iværksættere, som er delvist finansieret af det danske Innovationscenters ScaleIt-program.