Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Samuelsen til Lavrov: Fredeligt samarbejde i Arktis men uacceptabel adfærd overfor vores østlige naboer

Udenrigsminister Anders Samuelsen har ved Arctic Forum i Arkhangelsk mødt Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov under en arbejdsmiddag mellem Lavrov og Danmark, Norge og Island. Læs mere her.

Udenrigsministeriet

Udenrigsminister Anders Samuelsen har ved Arctic Forum i Arkhangelsk mødt Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov under en arbejdsmiddag mellem Lavrov og Danmark, Norge og Island. Hovedemnet var udvikling i Arktis, men udenrigsministrene drøftede også en række andre emner på den internationale dagsorden.

”Jeg fik overfor Lavrov slået fast, at vi gerne vil samarbejde med Rusland om Arktis, så vi kan sikre en ordentlig udvikling i Arktis. Men at Ruslands opførsel i Ukraine er uacceptabel og at vi derfor står fast på den fælles NATO- og EU-linje, herunder også med sanktioner. Samtidig er det også vigtigt, at Rusland presser mere på for at sikre våbenhvile og en politisk løsning i Syrien.

 Der er jo ingen tvivl om, at vi er uenige med Rusland om meget. Og at vi også ser en mere selvhævdende russisk ageren over for Danmark og vores nærmeste naboer i Østersøen. Men derfor er det så meget mere vigtigt for Danmark og regeringen, at vi søger det bedst mulige samarbejde med Rusland indenfor de givne rammer. Her vil vi ikke mindst arbejde for at samarbejdet om Arktis forløber fredeligt. Og det gør det. Det bekræftede både Lavrov og de nordiske lande.

 

Konsekvenserne i Arktis er for høje til, at vi overfører andre spændinger hertil. Det er også et vigtigt signal for mig, at jeg tager til Rusland som den første danske minister siden Krim-konflikten brød ud”, siger Anders Samuelsen. 

 

Udenrigsministeren har også holdt en række andre møder og holdt i går det danske indlæg på den store konference, som samler over 1000 arktiske aktører. Konferencen afsluttes i eftermiddag med en tale fra den russiske præsident, Vladimir Putin.

 

”Jeg satte på konferencen en række af Kongerigets mærkesager på den arktiske dagsorden: Nødvendigheden af at fortsætte det fredelige samarbejde. Behovet for at sikre økonomisk udvikling for de arktiske folk – med respekt for miljøet. Og potentialet for regionen i at fokusere mere på connectivity og digitalisering”, slutter Anders Samuelsen.

 

Her kan du læse ministerens indlæg: http://um.dk/da/om-os/ministrene/udenrigsministeren/taler-og-artikler/tale-arktisk-forum-marts-2017/