Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Fakta om den nye Nordsø-aftale

Regeringen har onsdag 22. marts sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der sikrer fremtidig udvikling i Nordsøen.

Finansministeriet

Regeringen har onsdag 22. marts sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgået en fuldt finansieret aftale, der sikrer fremtidig udvikling i Nordsøen.

Aftalen understøtter, at der de kommende år vil blive investeret et tocifret milliardbeløb i olie- og gasudvinding i Nordsøen, blandt andet ved en fuld genopbygning af Tyra-anlæggene. Investeringerne giver mulighed for indtægter til statskassen på op til 26 mia. kr. frem mod 2042 samt sikrer fastholdelse og udvikling af de mange arbejdspladser, der knytter sig til olie- og gassektoren.

Her kan du downloade den konkrete aftaletekst:

 

 

pdf (43 Kb)

”Det har været afgørende for regeringen, at vi med den ny Nordsø-aftale sikrer at vi får fornyet infrastrukturen og hentet de resterende ressourcer i Nordsøen op,” siger finansminister Kristian Jensen og fortsætter:

”Der er brug for omfattende investeringer – bl.a. i genopbygningen af Tyra-platformen – og derfor har vi valgt midlertidigt at sænke skatten, så det bliver attraktivt for private firmaer at fortsætte olie- og gasudvindingen i fuldt omfang de kommende år. Alternativet er, at staten går glip af potentielle milliardindtægter, og at industrien risikerer at skulle nedlægge lokale arbejdspladser.”

For at fremme investeringer i olieudvinding i Nordsøen sænkes skatten på olie- og gasudvinding i et vindue fra 2017-2025. Aftalen sikrer dog også, at hvis olieprisen stiger, som staten forventer, så starter en tilbagebetaling af skatterabatten. Staten baserer sine forventninger til olieprisen på bl.a. prognoser fra det Internationale Energiagentur IEA.

Ny Nordsøaftale

Regeringen har samtidig indgået aftale med DUC om en fuld genopbygning af Tyra-anlæggene. DUC vil endvidere bakke op om en række initiativer, der skal forbedre tredjepartsadgangen til infrastrukturen i den danske del af Nordsøen. Dette vil gøre det mere attraktivt at udvikle mindre oliefund.

”Det er i Danmarks interesse at fortsætte olie- og gasproduktionen i Nordsøen, så vi opretholder vores forsyningssikkerhed og uafhængighed af energi fra ustabile egne af verden. Regeringen har sat et ambitiøst mål om at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler i 2050, og at mindst 50 pct. af vores energibehov skal dækkes af vedvarende energi i 2030. Det kræver store investeringer i de kommende årtier. Og her vil indtægterne fra Nordsøen være et vigtigt bidrag. Set med mine energi- og klimapolitiske briller er aftalen fornuftig,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Den politiske aftale finansieres ved at afskaffe forskudsmoms-ordningen, samt ved at indføre udbyttebetaling for Vækstfonden og Eksportkreditfonden.

”Med aftalen baner vi vejen for de nødvendige investeringer i Nordsøen, så vi fremadrettet kan indvinde Danmarks olie og gas-ressourcer. Samtidig styrker vi aktiviteterne omkring søgning efter nye olie- og gasforekomster. Aftalen betyder dermed, at vi også fremover har mulighed for at få væsentlige indtægter fra Nordsøen til gavn for hele samfundet, og at vi er med til at fastholde og skabe lokale arbejdspladser og understøtte vækst i hele Danmark,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

FAKTA

Aftalerne indeholder følgende elementer:

  • DUC vil gennemføre en fuld genopbygning af Tyra-anlæggene i Nordsøen
  • Genopbygningen vil muliggøre udvinding af forventet 129 mio. tønder olie
  • Tredjepartsadgangen til infrastrukturen i den danske del af Nordsøen forbedres
  • Der etableres en pulje på 100 mio. kr. til grønne initiativer i relation til olie og gasindvinding
  • Der indføres et investeringsvindue fra 2017-2025, hvor rammebetingelserne for investering i Nordsøen midlertidigt forbedres. Dette indebærer:
    • Kulbrintefradraget hæves over en seksårig periode fra 5 pct. årligt til 6,5 pct. årligt
    • Satsen for saldoafskrivninger i kulbrinteskatten hæves fra 15 til 20 pct.
    • Fradragstidspunktet for de to ovennævnte fradrag ændres, fra tidspunktet hvor investeringerne tages i brug, til betalingstidspunktet.
  • Aftalen sikrer, at hvis oliepriserne stiger til mindst 75$ pr tønde, som staten forventer, så skal selskaberne starte med at betale skatterabatten tilbage.
  • Den midlertidige skatterabat medfører et mindreprovenu for staten. Dette finansieres af følgende initiativer på erhvervsområdet:
    • Indførelse af udbytte fra Vækstfonden og Eksportkreditfonden
    • Afskaffelse af forskudsmomsordningen

 

Find yderligere fakta om aftalen på Finansministeriets hjemmeside fm.dk