Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Minister vil forbyde diskrimination på grund af handicap

Det skal være muligt at klage, hvis man bliver diskrimineret på grund af sit handicap. Det vil regeringen nu sikre.

Det skal være ulovligt at afvise en blind kvinde eller en mand med spastisk lammelse i døren til en butik eller en bar alene på grund af deres handicap.

Det mener regeringen, der med børne- og socialminister Mai Mercado i spidsen vil give mennesker med handicap mulighed for at klage, hvis de diskrimineres på grund af deres handicap.

 Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

”Det er et spørgsmål, vi har diskuteret i Danmark i mange år. På arbejdsmarkedet har vi i dag et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men det skal også gælde alle andre steder. Og det er det, vi indfører nu. Med forslaget sender vi et stærkt signal: Vi accepterer ikke, at mennesker med handicap bliver diskrimineret. Jeg er stolt af, at vi nu tager skridtet mod et generelt forbud.”

I dag beskytter loven mennesker mod at blive diskrimineret på grund af køn, seksualitet, race, religion eller etnicitet. Regeringen vil sørge for, at mennesker med handicap får en tilsvarende beskyttelse uden for arbejdsmarkedet.

Det egentlige lovarbejde går nu i gang. Det skal blandt andet besluttes, hvilken konkret model der skal være for klageadgang, og hvilke rammer man kan klage inden for.