Fred – men masser af fare

Kronik af Claus Hjort Frederiksen, forsvarsminister (V) (bragt i Jyllands-Posten 20. januar 2017

Nu har jeg snart haft et par måneder som forsvarsminister og ærligt talt, så bliver jeg ret så bekymret efterhånden som jeg har sat mig ind i det hastigt forandrede trusselsbillede. Det gælder særligt Rusland, cybertrusler og terror. Alt sammen kalder det på et substantielt løft af forsvarsudgifterne og et nyt fokus, når vi til efteråret skal lave et nyt forsvarsforlig.

En række af vores naboer har allerede draget konsekvensen. Tyskland, Norge og flere andre allierede har allerede igangsat en bevægelse i retning af det mål, som NATOs stats- og regeringschefer bekræftede i Wales i 2014 om, at medlemslandene langsigtet skal bruge to procent af BNP på forsvaret. Der satses på en styrkelse af den kollektive afskrækkelse, så ingen skal kunne være i tvivl om, at det er alvor.

Javist er det, som det danske forsvar leverer, virkelig godt. Vi vender hver en krone og går kritisk til værks for at frigøre midler. Men der skal simpelthen flere penge til. Derfor skriver vi også i regeringsgrundlaget, at forsvaret skal tilføres et ”substantielt løft”. Lad mig blive endnu mere konkret. Mit politiske mål er, at vi ved det næste forsvarsforlig afsætter flere kroner til forsvaret.

Vi er truede. Her bliver vi nødt til at være helt tydelige. Behovet for at vi betaler mere hænger sammen med dette forhold: En del handler om terror. En anden del handler om Rusland.

Terrortruslen er så alvorlig, at de fleste her vil være enige i, at myndighederne må have de fornødne ressourcer, så vi står rustet i tilfælde af terror. Vi er med helt centralt i bekæmpelsen af ISIL, men selvom terrororganisationen nedkæmpes militært i Mellemøsten, og selvom efterretningstjenesterne gør en stor indsats, oplever vi terroranslag på vore breddegrader. Indsatsen mod terror koster penge, men årvågne myndigheder gør, at folk kan leve livet uden at være konstant utrygge.

Tillige ved vi, at flygtninge- og migrantkrisen presser vores samfund, og her er det indlysende, at forsvaret har en opgave både med efterretninger og bekæmpelse af trusler. F.eks. bidrager Danmark med et Challengerfly til overvågning i Middelhavet.

Hvis man derimod går ned på Strøget i København, og spørger folk, om de er bange for Putins Rusland, så tror jeg, at svaret bliver et nej. Jeg tror, at det hænger sammen med, at mange af os egentligt troede, at Rusland skulle være vores fredelige partner og derfor er forvirrede og bekymrede over, hvad den russiske bjørn foretager sig.

Jeg tror ikke selv, at vi styrer mod en ny kold krig. Rusland udgør ikke en direkte militær trussel overfor Danmark. Men vi er i en ny, alvorlig situation. Hvis ikke vi håndterer den rigtigt, kan den give mindelser om Den Kolde Krig, som jeg selv er vokset op i skyggen af. Vesten vandt koldkrigen, som blev kastet på historiens mødding. Den endte i høj grad, fordi præsident Ronald Reagan insisterede på, at USA skulle forhandle ud fra en styrkeposition – ikke ud fra svaghed. Det er samme styrke, der skal til i dag, og det kræver, at også vi afsætter de fornødne penge.

Da Muren faldt, og folkene i øst gjorde sig frie, troede vi kollektivt, at demokratiet og markedsøkonomien var historiens slutfacit. Ruslands skulle være Vestens nye partner. Sådan er det desværre ikke gået. Vi indhøstede derfor nok en fredsdividende, der på det nærmeste halverede forsvarsbudgettet som del af BNP. Fredsdividenden var ingen en fejl, men den blev til i en anden tid, og det må vi tage pejling efter nu.

Rusland har i de senere år under Putin valgt en anden, mere konfrontatorisk vej, der udfordrer den europæiske orden. Senest fik vi i 2014 en forsmag på, hvordan historien kan vende tilbage med fuld styrke: Ruslands anneksion af Krim og destabilisering af det østlige Ukraine giver uhyggelige mindelser om en fortid, hvor ingen garanterede mindre staters territorium.

Med Ruslands fremfærd har den ukrainske regering ikke længere fuld kontrol over deres geografi, hvilket er en forudsætning for NATO- eller EU-medlemskab – og for at blive omfattet af NATOs musketered: En for alle, og alle for en! At ville ændre grænser militært er og bliver uacceptabelt i en demokratisk retsorden.

Militært er der derfor brug for et mere robust NATO. Ingen ved deres fulde fem vil påstå, at Danmark står overfor et russisk angreb. Det virker heller ikke sandsynligt, at vores baltiske venner bliver militært angrebet af Rusland, endsige at Østersøen eksploderer. Den del handler om, at NATO har en troværdig afskrækkelse. Rusland ved godt, at Nato mener det alvorligt, men de tester sammenholdet med verbale provokationer og øvelser, der har til formål at så tvivl og usikkerhed.

I Vesten ved vi omvendt, at Rusland ser med stor skespis på de baltiske landes EU- og NATO-medlemskab. At holde en regional magtbalance markeres bl.a. gennem tydelig allieret tilstedeværelse. Det handler om, at Danmark skal være med til at sikre en troværdig afskrækkelse, så ingen kommer i nærheden af så meget som at tænke i militære eventyr overfor NATO-lande. Det er også derfor, at Danmark har besluttet at være med i NATOs forstærkede tilstedeværelse i Baltikum.

Men Ruslands fremfærd antager en så bekymrende form, at det kalder på, at vi tager grundige forholdsregler. EU's svar er vedholdende sanktioner mod Rusland, men det skal altså ledsages af en tilstrækkelig afskrækkelse. Det er bl.a. derfor, NATO forstærker sin tilstedeværelse i Baltikum, så det bliver markeret klart, at vi står last og brast med balterne. Og det er bl.a. derfor, at vi skal styrke vores forsvar.

Oveni kommer nok så meget det vitale cyberområde. De amerikanske efterretningsmyndigheder har klart konstateret, at Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Både gennem hacking og via en række af de falske nyheder, der sættes i omløb, og i udvalgte aktiviteter på sociale medier og blogs.

Vi hører om russiske forsøg på at hacke sig ind i Sverige samt i Tyskland og Frankrig, der begge skal have valg senere på året. Undergravende aktiviteter var velkendte under Den Kolde Krig, og dem ser vi nu i en ny tids klædedragt. Vi skal tage det ekstremt alvorligt med den omfattende russiske aktivitet, der kan skabe ustabilitet i de vestlige demokratier.

Det mest fremkommelige ville være at formå Rusland til at blive en ægte samarbejdspartner. Selvfølgelig skal vi række ud til en dialog – det sker gennem NATO-Ruslandsrådet. Ligesom vi på forsvarsområdet samarbejder i det Arktiske område og omkring søredning. Også på andre felter er der samarbejde, såsom kultur, musik og turisme, men vi kommer ikke udenom, at vi kommer længst ved at tale sammen ud fra en styrkeposition.

NATO-medlemskabet er på mange måder som en brandforsikring. Hvis der er brande i nærområdet, stiger forsikringspræmien. Måske kan man være heldig og i en periode have en billig forsikring, men på et tidspunkt vil regningen stige i takt med de ekstra risici. Der er ingen fribilletter.

Jeg har hørt amerikanerne sige det lige ud. Fornylig mødte jeg den afgående amerikanske forsvarsminister i London til møde i koalitionen, der bekæmper ISIL-terroristerne, og her var jeg ikke i tvivl om, at USA nok ønsker at betale broderparten, men ikke at betale for andre landes sikkerhed. USAs kommende præsident Trump har sagt det med umisforståelig klarhed.

Rige lande i Europa skal ikke være med i NATO på en fribillet. Men først som sidst, er det for vores egen skyld. Det er ganske enkelt i dansk interesse, at vi styrker den nationale sikkerhed. Det kræver, at vi tør tale lige ud om alvoren i de trusler og den alvor, der er i vores omverden.