Fem fremragende forskere hyldes med Eliteforsk-priser
"Der er al mulig grund til at hylde de klogeste i dette land. De gør vores samfund rigere, og derfor skal vi fejre dem", siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.
Videnskaben og det ypperste indenfor dansk forskning bliver i dag hyldet, når H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind uddeler EliteForsk-priser til fem af Danmarks dygtigste yngre forskere. Forskere, der har forsket i nanodroner mod kræftceller, internationale domstole, banebrydende fedmeforskning, det allermest avancerede matematik og grundlæggende forskning i, hvorfor vi gør som vi gør i vores sundhedsvæsen.
Årets fem Eliteforsk-vindere spænder bredt, og modtager alle 1,2 millioner kroner som en påskønnelse af deres store indsats i forskningens tjeneste. Heraf er 200.000 kroner en personlig hæderspris, mens 1.000.000 kroner går til deres forskningsaktiviteter.
Priserne bliver uddelt af H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind ved et arrangement på Glyptoteket i København.
"Der er al mulig grund til at hylde de klogeste i dette land. Med Eliteforsk-priserne fejrer vi netop dem, som med talent og flid har frembragt banebrydende viden. De gør vores samfund rigere, og derfor skal vi fejre dem", siger Søren Pind.
Modtagerne af Eliteforsk-prisen 2017 er:
Professor Thomas Lars Andresen, DTU Nanotech, Danmarks Tekniske Universitet
Professor Mikael Rask Madsen, iCourts, Centre of Excellence for International Courts, Københavns Universitet
Professor Hanne Christine Bertram, Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Professor Søren Galatius, Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet
Professor Klaus Høyer, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet