Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Ekstra motorvejsspor på Vestfyn i myldretiden

For at afhjælpe trængslen på motorvejen over Vestfyn vil regeringen afsætte penge til etablering af kørsel i nødsporet i myldretiden. Se strækningen og læs mere her.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Foto: Claus Fisker/Scanpix

For at afhjælpe trængslen på motorvejen over Vestfyn vil regeringen afsætte penge til etablering af kørsel i nødsporet i myldretiden.

Vejdirektoratet har vurderet, at et ekstra spor i hver retning på motorvejen mellem Nr. Aaby og Odense Vest vil forbedre trafikafviklingen og reducere trængselsproblemerne på motorvejen. Direktoratet vurderer desuden, at det vil give en mere robust og glidende trafikafvikling.

 

Regeringen afsætter 231 mio. kr. på sit finanslovsudspil til etablering af kørsel i nødsporet på Vestfyn.

"Der er ingen tvivl om, at motorvejen over Vestfyn er trafikalt belastet, og derfor glæder det mig, at vi nu kan gøre noget ved problemet. Jeg havde gerne set, at vi kunne udbygge strækningen fra Nr. Aaby til Odense Vest til seks spor permanent, men det har der desværre ikke været penge til i denne omgang," siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

"Derfor foreslår vi, at der midlertidigt etableres kørsel i nødspor på strækningen i myldretiden, indtil der kan findes midler til den permanente udbygning".

Fakta

  • Da der er tale om kørsel i nødsporet i myldretiden, vil der typisk være trafik i nødsporet i 3-4 timer pr. hverdag. Resten af tiden fungerer nødsporet som et almindeligt nødspor.
  • Der vil være informationstavler, som informerer trafikanter om, hvorvidt nødsporet er åbent for kørsel.
  • Hastigheden vil i den forbindelse blive sat ned til 100 km/t af hensyn til trafiksikkerheden. Hastighedsgrænsen skal godkendes af politiet.
  • Ud over de afsatte 231 mio.kr. til etableringen af kørsel i nødsporet er der også på finanslovsudspillet afsat 5,2 mio.kr. årligt fra 2020 og frem til drift af bl.a. ITS-systemerne på strækningen.

Læs og download mere info om strækningen mm. herunder

pdf (184 Kb)