Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Danskernes samlede arbejdsindsats sakker bagud i forhold til vores nabolande

Målt på de samlede præsterede arbejdstimer, som er kombinationen af, hvor mange der er i beskæftigelse, og hvor mange timer de beskæftigede arbejder i gennemsnit, ligger Danmark på en 13. plads for 15-64 årige.

Finansministeriet
Portræt af Kristian Jensen på hans kontor
Foto: Les Kaner

Danskere er faldet tilbage, når man sammenligner befolkningernes arbejdsindsats på tværs af 22 vestlige lande. Det viser en ny analyse fra Finansministeriet.

Målt på de samlede præsterede arbejdstimer, som er kombinationen af, hvor mange der er i beskæftigelse, og hvor mange timer de beskæftigede arbejder i gennemsnit, ligger Danmark på en 13. plads for 15-64 årige.

Dermed er vi med de seneste tal fra 2015 raslet ned i midterfeltet i forhold til 2002, hvor Danmark var med i toppen på en 6. plads.

Den udvikling er uheldig af flere årsager, mener finansminister Kristian Jensen.

”I Danmark har vi et trygt og veludbygget velfærdssystem, som leverer vigtige ydelser til borgerne. Men det kræver finansiering at opretholde et højt serviceniveau, og derfor er det afgørende, at Danmark er blandt de lande, hvor der arbejdes mest, så der skabes grundlag for finansiering af velfærden,” siger han og tilføjer:

”Derudover bevæger vi os tættere og tættere på det strukturelle niveau for ledighed, og der er brug for at øge arbejdsudbuddet og få flere i beskæftigelse, hvis vi ikke skal bremse det opsving, vi langt om længe er kommet ind i. Derfor ser jeg gerne, at vi får vendt den udvikling, vi er inde i, hvor vi sakker bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.” 

Finansministeriets analyse viser, at en relativt høj beskæftigelsesfrekvens ikke i samme omfang som tidligere kompenserer for, at den gennemsnitlige arbejdstid i Danmark er lav. Tilbagegangen i Danmarks relative placering sammenholdt med 2002 skyldes navnlig, at beskæftigelsesfrekvensen i Danmark er blevet overhalet af lande som Sverige, Tyskland og Holland.

Danskernes lave arbejdstid er blandt andet et resultat af de indgåede overenskomster samt de mange danske ferie- og helligdage. Finansministeriets analyse peger ligeledes på, at den relativt lave arbejdstid i Danmark afspejler et højt velstandsniveau, en stor deltagelse fra kvinder på arbejdsmarkedet samt en høj marginalskat for indkomster over gennemsnittet.

”Det er selvsagt kun positivt, at Danmark er et velstående land, og at danske kvinder har en høj erhvervsdeltagelse. Den høje marginalskat er derimod ikke noget at råbe hurra for, og denne analyse understreger kun behovet for, at regeringen fremlægger en skattereform, som øger den økonomiske gevinst ved at arbejde. Det vil gøre det attraktivt at yde en ekstra indsats til gavn for både den enkelte, arbejdsgiveren og samfundsøkonomien,” påpeger finansministeren.

Læs og download analysen herunder

pdf (103 Kb)