Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Beskæftigelsen er nu den højeste i 9 år

Alene i september måned kom 3.600 flere job. "Det betyder noget, at man har mere ud af at arbejde," siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Beskæftigelsesministeriet
Flest i job i de sidste 9 år.JPG
Foto: Colourbox

I september 2017 var der 2.707.300 personer i job. Det er ifølge Danmarks Statistik den højeste beskæftigelse i ni år. Ser man på den private sektor, er der kommet 3.600 flere job i september måned. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er meget positivt, at antallet af private job fortsætter med at stige i september samtidig med, at ledigheden falder. Siden sommeren 2015 er den private beskæftigelse steget med 107.900 – det svarer gennemsnitligt til knap 4.000 om måneden.

- Antallet på kontanthjælp fortsætter også med at falde måned for måned, så der i juli var 14.700 færre i kontanthjælpssystemet end i april 2016, hvor kontanthjælpsloftet trådte i kraft. Vi er naturligvis hjulpet på vej af gode konjunkturer, men jeg er overbevist om, at reglerne også spiller ind. Det betyder noget, at man har mere ud af at arbejde.

- De gode tider betyder også, at der er brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det tager regeringen meget alvorligt, fordi det kan bremse opsvinget. Derfor er forligspartierne bag beskæftigelsesreformen enige om at øremærke omkring 100 millioner kroner til en række initiativer, der her og nu skal forebygge flaskehalse. Blandt andet så flere ufaglærte ledige kan blive faglærte. Og regeringen har flere initiativer på vej.

- Regeringen har ligeledes fremlagt et omfattende udspil, som skal forenkle beskæftigelsesindsatsen, så krav og regler er lettere at forstå for både borgere og kommuner. Udspillet giver større frihed til at tilrettelægge indsatsen for den enkelte borger og vil frigøre kommunerne for administrative opgaver for en halv milliard kroner, der kan prioriteres i kommunerne og den offentlige sektor generelt. For eksempel kan nogle af pengene bruges til at gøre en ekstra indsats for de mest udsatte ledige, så vi kan få flere med.

Portræt af Troels Lund Poulsen på hans kontor
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen