Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Regler på andelsboligmarkedet kigges efter i sømmene

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har inviteret Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation og FinansDanmark til at komme med anbefalinger til, hvordan man kan forbedre reglerne på andelsboligområdet.

Erhvervsministeriet
Arkivfoto: Colourbox

Erhvervsministeren har mandag nedsat en arbejdsgruppe bestående af Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, FinansDanmark og Erhvervsministeriet.

Arbejdsgruppen skal komme med anbefalinger til, hvordan man fremadrettet sikrer ansvarlig drift af andelsboligforeninger til gavn for den samlede andelsboligsektor.

Arbejdsgruppen skal bl.a. komme med anbefalinger til eventuelle yderligere krav ved stiftelse af andelsboligforeninger samt til den eksterne rådgivning af andelsboligforeninger. Anbefalingerne skal afleveres til erhvervsministeren inden udgangen af maj 2017.

”Langt hovedparten af andelsboligforeningerne i Danmark er heldigvis sunde og veldrevne foreninger. Men vi har i den seneste tid desværre set en række eksempler på andelsboligforeninger, som står i en økonomisk vanskelig situation, som er rigtig ærgerlig for alle de involverede parter. Derfor ønsker regeringen at undersøge, om der er behov for forbedringer af reglerne på området, så vi sikrer, at reglerne i tilstrækkelig grad understøtter en ansvarlig drift af andelsboligforeningerne," siger erhvervsminister Brian Mikkelsen:

"Regeringen ønsker at give andelsbolighaverne større tryghed omkring deres boligsituation og give realkreditinstitutterne et solidt grundlag for deres finansiering af andelsboligområdet til gavn for den samlede andelsboligsektor.”

Arbejdsgruppens kommissorium