Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Statsministeren har talt med USA's næste præsident

"Vi havde en venlig og konstruktiv snak, hvor jeg betonede, at Danmark er en nær allieret til USA og har været det gennem årtier," siger statsministeren

Statsministeriet

Efter telefonsamtalen med USA’s kommende præsident Donald Trump udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen følgende:

”Jeg har netop ønsket USA’s 45. præsident tillykke med valget. Vi havde en venlig og konstruktiv snak, hvor jeg betonede, at Danmark er en nær allieret til USA og har været det gennem årtier. Vi står skulder til skulder med vores amerikanske venner i kampen for en mere tryg verden. Aktuelt bidrager Danmark fx substantielt til kampen mod ISIL’s terrorregime i Syrien og Irak. Fremadrettet lægger regeringen op til at øge udgifterne til militær og national sikkerhed.   Vi har brug for et stærkt USA, der vil stå i spidsen for den frie verden. Jeg føler mig overbevist om, at USA også fremadrettet vil påtage sig den rolle. Endelig fortalte Donald Trump, at han via sine familierelationer har et utroligt positivt indtryk af Danmark som land og danskerne som folk, og at han gerne ville se mig i Washington D.C. ved passende lejlighed.”