Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Danskernes elregning skal sænkes med op til 600 mio. kr.

Aftale på plads som skal effektivisere elnet-virksomhederne og sænke elregningen for husholdningerne og virksomhederne med op mod 600 mio. kr. årligt. Dermed sætter regeringen det første flueben i forsyningsstrategien, der samlet set skal effektivisere forsyningssektorerne for 5,9 mia. kr. årligt i 2025.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Stikkontakt
Foto: Colourbox

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale om en ny økonomisk regulering af elnetvirksomhederne, som skal effektivisere elnetvirksomhederne og sænke elregningen for husholdningerne og virksomhederne med op mod 600 mio. kr. årligt. Dermed sætter regeringen det første flueben i forsyningsstrategien, der samlet set skal effektivisere forsyningssektorerne for 5,9 mia. kr. årligt i 2025.

”Det er en god dag for de danske elforbrugere, som står til at få sænket elregningen med op til 600 mio. kr. årligt. Det er derfor med glæde og en vis stolthed, at vi med et bredt politisk flertal kan lukke den første af en række aftaler i forsyningsstrategien allerede halvanden måned efter, vi præsenterede den. Der er bred politisk enighed om at indføre en moderne økonomisk regulering af elsektoren med loft over priserne og løbende krav om effektiviseringer og høj forsyningssikkerhed, som regeringen nu vil arbejde videre på at udbrede til andre dele af forsyningssektoren til gavn for forbrugerne og virksomhederne”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Med i aftalen er regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Aftalen bygger på Elreguleringsudvalgets anbefalinger og vil medføre markante effektviseringer af de danske elnetvirksomheder, som leverer elektricitet til de danske husstande og virksomheder. Med aftalen er der bred politisk opbakning til de første tiltag i forsyningsstrategien, og regeringen lægger med forsyningsstrategien op til at overføre principperne bag den nye økonomiske regulering af elnetvirksomhederne til andre forsyningssektorer.

En moderne regulering

Fremover vil prisen for levering af el blive tættere koblet til elnetvirksomhedernes faktiske udgifter, og sektoren vil bl.a. blive mødt af løbende effektiviseringskrav, der tager udgangspunkt i sammenligninger mellem de dyreste og billigste elnetvirksomhederne. Hvis en elnetvirksomhed gør det endnu bedre end de effektiviseringskrav, får den lov at få gevinsten i en kortere periode, hvorefter den skal tilfalde forbrugerne. Den nye regulering giver dermed et stærkt incitament for elnetvirksomhederne til at effektivisere det, de kan, men sikrer samtidig, at effektiviseringerne på den lange bane tilfalder forbrugerne.

"Det er en langt mere moderne regulering af elnetvirksomhederne, som stiller kontante krav til effektiviseringer og forsyningssikkerhed, belønner de bedste elnetvirksomheder og sikrer, at alle gevinsterne på den lange bane tilfalder forbrugerne. De fleste danskere går næppe og tænker over, hvordan deres el bliver leveret, og om prisen er rimelig. Derfor er det vigtigt, at vi politikere tager de ansvarlige beslutninger, der sikrer, at danskerne - også i fremtiden - kan regne med en stabil levering af elektricitet til den lavest mulige pris på langt sigt”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.