Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Artikel

Løkke: Derfor flytter vi arbejdspladser

"Jeg ønsker et Danmark, hvor det er muligt at leve, bo og finde arbejde også uden for de store byer. Hvor der er vækst og muligheder i hele landet," siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeriet
Løkkefoto.jpg
Foto: Les Kaner

Af Lars Løkke Rasmussen, statsminister

I oktober sidste år præsenterede regeringen den største flytning af statslige arbejdspladser i Danmark nogensinde. 3.900 statslige arbejdspladser skal flytte ud af Hovedstadsregionen og ind i resten af Danmark. Mere end 1.100 arbejdspladser er nu flyttet – og resten er på vej.

Udflytningen er en del af løsningen på et alvorligt problem. At vækst og arbejdspladser er for ulige fordelt mellem land og by. Det skaber en risiko for, at Danmark knækker over. Sådan et Danmark ønsker jeg ikke. Jeg er overbevist om, at vi alle sammen har brug for hinanden. Og jeg er overbevist om, at vækst og vandkant kan gå hånd i hånd. Derfor flytter vi styrelser og statslige institutioner. Derfor har vi givet mulighed for billigere færgebilletter til øerne og bedre vilkår til det store fødevare- og landbrugserhverv. Og derfor har regeringen indgået aftale om at ændre planloven, så der bliver mere plads til lokale initiativer. Det er en uskik, at politikerne på Christiansborg skal bestemme, om man må forlænge sin terrasse en smule i Glumsø eller udbygge sin virksomhed i Kalundborg. Selvfølgelig skal der være nogle overordnede rammer, men mange år i lokalpolitik har lært mig, at vi skal have mere tillid til det lokale demokrati.

Den gode nyhed er, at udviklingen nu går den rigtige vej. Ifølge Danmarks Statistik stiger beskæftigelsen i alle dele af landet, og samlet set er antallet af beskæftigede lønmodtagere steget med næsten 38.000 det seneste år. Jeg arbejder for, at fremgangen vil fortsætte. Derfor har jeg fremlagt en helhedsplan for Danmark, som giver mulighed for at en kvart million flere kommer i arbejde på landsplan.

Jeg ønsker et Danmark, hvor det er muligt at leve, bo og finde arbejde også uden for de store byer. Hvor der er vækst og muligheder i hele landet. Jeg vil fortsat gøre mit.