Nyhed

Danmark sender transportfly til jordskælvsområde i Tyrkiet

Forsvarsministeriet
C130 Transportfly bliver lastet
C130 transportfly

Forsvaret sender her til formiddag et C130 transportfly mod jordskælvsområdet i Tyrkiet. Flyet kan støtte med flyvninger af fx nødhjælp, telte og beredskabspersonel i og til Tyrkiet.

Nødhjælp, telte og beredskabspersonel. Det er noget af det, det danske C130 transportfly vil kunne få frem til det jordskælvsramte område i Tyrkiet.

Forsvaret har vurderet, at det er muligt at støtte katastrofeindsatsen i Tyrkiet med et transportfly frem til søndag den 26. februar.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:

”Forsvaret sender i dag et transportfly afsted til jordskælvsområdet i Tyrkiet. Det er vigtigt, at vi er solidariske og støtter den humanitære indsats. Transportflyet kan blandt andet støtte med flyvninger af fx nødhjælp, telte og beredskabspersonel i og til Tyrkiet og den livsvigtige indsats bliver koordineret med Tyrkiet, såvel som Beredskabsstyrelsen, som også er til stede i jordskælvsområdet i Tyrkiet,” 

Flyet indsættes under Forsvarets kommando, og det er også Forsvaret der vil koordinere indsatsen i et tæt samarbejde med allierede, særligt Tyrkiet. Det er Tyrkiet, der gennem et multinationalt samarbejde om lufttransport, European Air Transport Command i Eindhoven, har anmodet om støtte til lufttransport. Forsvaret koordinerer ligeledes med Beredskabsstyrelsen, som har et hold indsat i Tyrkiet.

Nyheden om transportfly til Tyrkiet, kan findes på Forsvarsministeriets hjemmeside