Nyhed

Du kan søge om at stemme hjemme til folketingsvalget

Indenrigs- og Boligministeriet

Vælgere, der er syge eller mangler førlighed, har mulighed for at stemme i eget hjem til folketingsvalget den 1. november 2022.

Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke har mulighed for at komme til valgstedet på valgdagen, kan du ansøge om at brevstemme i eget hjem.

Hvis du ønsker at brevstemme hjemme, skal du søge om det hos din kommune.

Du kan søge om at stemme hjemme ved at udfylde et særligt ansøgningsskema, som du kan få ved at kontakte din kommune eller finde på Indenrigs- og Boligministeriets valghjemmeside. Du kan også søge om at stemme hjemme ved at kontakte din kommune telefonisk.
Kommunen skal have din ansøgning senest torsdag den 20. oktober 2022 kl. 18. Den enkelte kommune må dog godt sætte en senere frist. Du kan få oplyst fristen hos din kommune.
Hvis du får praktisk hjælp hjemme, f.eks. af en hjemmehjælper, af en hjemmesygeplejerske eller af andre, kan du også få ansøgningsskemaet af dem. De kan også hjælpe dig med at udfylde og indsende skemaet, hvis du har behov for det.