Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Nu forenkles og lempes arealkravene for detailhandlen

Erhvervsministeriet

På baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger har Regeringen i dag besluttet at lempe og forsimple arealkravene til detailhandlen. Det betyder, at der fra tirsdag den 13. april ikke længere er krav om tidsbestilling eller køsystem for butikker over 10.000 m2, og at der på tværs af detailhandlen indføres en fælles og mere gennemsigtig trappemodel for arealkravene.

Set i lyset af corona-epidemiens udviklingen og den fortsatte genåbning af samfundet har regeringen på baggrund af Epidemikommissionens rådgivende vurdering nemlig besluttet at sænke, forenkle og gøre kravene til detailhandlen mere simple. Det betyder, at det fra på tirsdag er slut med tidsbestilling for at komme i de store udvalgsvarebutikker.

Derudover bliver arealkravene fra tirsdag den 13. april på tværs af detailhandlen gjort mere enkle, så der ikke længere skelnes mellem dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker eller indkøbscentre mv.

Detailhandlen vil fra på tirsdag – uanset sektor eller størrelse – dermed få et lavere arealkrav end tidligere. Det betyder eksempelvis, at store udvalgsvarebutikker på over 10.000 m2, der tidligere havde et maks. på 250 kunder i butikken, nu får et arealkrav på 10 m2 pr. kunde.

Et andet væsentlig element i ændringen er netop, at kravet om tidsbestilling eller køsystem for butikker over 10.000 m2 helt bortfalder.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

”Mens andre lande i Europa taler om nedlukning, går vi i Danmark mod lysere tider. Derfor kan vi nu blandt andet løsne arealkravene til vores detailhandlen. Det betyder mere liv i gågaden, men også at man som butiksejer eller kunde får lettere ved at gennemskue reglerne. Når vi i Danmark skridt for skridt kan få mere af vores normale hverdag tilbage, så skyldes det, at vi er gode til at stå sammen, når det gælder. Derfor håber jeg selvfølgelig, at vi fortsat – ligesom vi altid har gjort – holder afstand og passer på hinanden. Det er grunden til, at vi i dag tager endnu et skridt, og det er fortsat nøglen til næste skridt af genåbningen.”

Der gælder dog fortsat en række smittebegrænsende krav i detailhandlen, som eksempelvis krav om at bære mundbund eller visir, og at lokalerne så vidt muligt skal indrettes på en måde, så smittefaren minimeres.

Læs mere om forenklingen og lempelsen på Erhvervsministeriets hjemmeside.