Nyhed

Aftale om særlig mulighed for lån til pakkerejse-branchen

Erhvervsministeriet

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at omlægge tidligere inddrevne beløb fra underleverandører til et lån til pakkerejsebranchen. Det betyder, at branchen kan beholde beløbene for nu og tilbagebetale henover de næste seks år.

Selvom Danmark er i gang med en forsigtig og forsvarlig genåbning af samfundet, er der stadig brancher, som lider efter krisen.

Flere rejseudbydere står i en situation, hvor de har modtaget større tilbagebetalinger fra underleverandører end forventet, eksempelvis fra hoteller. Det er penge, der skal tilbagebetales til staten, da selskaberne ellers vil få kompensation for udgifter, som de ikke har haft. Situationen er opstået, fordi rejseudbyderne i foråret 2020 har inddrevet penge fra underleverandører, eksempelvis på grund af aflyste hoteller, og samtidigt modtaget kompensation fra staten for samme beløb.

På den baggrund har regeringen og et flertal af Folketingets partier set på den tilskudsordning, som staten har stillet til rådighed for rejsebranchen. Sammen er det aftalt, at rejseudbyderne kan tilbagebetale overkompensationen over en seksårig periode på lige vilkår med den statsgaranti, der er stillet til rådighed i Rejsegarantifonden.

Aftalen betyder, at de beløb, som rejseudbyderne har inddrevet fra underleverandørerne og samtidigt modtaget kompensation fra staten for i perioden 26. januar til og med 13. april 2020, skal tilbagebetales på lige vilkår med det lån, som rejseudbyderne har haft mulighed for at optage fra 14. april 2020 og frem.

Dermed kan rejseudbyderne beholde pengene som et lån. Lånet skal betales tilbage inden for seks år og afdragsprofilen er fastsat af Rejsegarantifondens bestyrelse.

Det er også aftalt, at man vil se på yderligere tiltag for at hjælpe rejsebranchen i forbindelse med de kommende forhandlinger om sommerpakken.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:
”Selvom vi er godt i gang med en genåbning af samfundet, så er det desværre endnu ikke helt lige til, at pakke kufferten og rejse ud i verden. Derfor har vi aftalt, at rejsebranchen kan få adgang til et særligt lån. Dermed kan de rejseudbydere, som har modtaget kompensation for tab, som de ikke har haft, nu beholde pengene som et lån og vente med at betale tilbage til, der er mere balance i økonomien. Desuden skal vi også i forbindelse med forhandlingerne om sommerpakken se på, hvad vi yderligere kan gøre for rejsebranchen, så vi sørger for, at vi også på den anden side af krisen står med en stærk branche, som både kan understøtte vores turisme i Danmark og sende rejselystne danskere ud i verden.”

Læs mere på Erhvervsministeriets hjemmeside