"Det er den danske vej, når den er bedst"
Sent torsdag aften blev regeringen og Folketingets partier enige om en samlet plan for genåbningen af Danmark.
Statsminister Mette Frederiksen udtaler:
”Jeg vil gerne takke Folketingets partier for det gode samarbejde. Tak for at vi i fællesskab løser alle de udfordringer, som denne krise har
skabt. Det er den danske vej, når den er bedst. Vi kunne ikke tage de næste skridt mod yderligere genåbning af Danmark uden danskernes
forbilledlige adfærd. Danskerne har hurtigt omstillet sig til nye vaner, nye måder at være sammen på og har udvist et ekstraordinært
samfundssind. De vaner er afgørende for, at vi stadig kan have smitten under kontrol, når vi nu åbner yderligere op. Vi skal stadig stå
sammen ved at holde afstand.”
”Åbningen skal fortsat ske på en kontrolleret og forsvarlig måde. Vi skal udbrede brugen af værnemidler, og mange flere danskere skal
testes. Partierne er enige om, at hvis genåbningen fører til, at coronaepidemien blusser op, så kan planen for genåbning fraviges, så vi
skruer ned for tempoet i vores plan. Sundhedsvæsenet skal kunne følge med og vi skal passe på hinanden de kommende måneder.”
”Alt afhænger af, at epidemien kan holdes på et kontrolleret niveau. Men jeg er sikker på, at vi sammen nok skal komme sikkert frem mod
den sidste fase i genåbningen af Danmark og en mere normal hverdag.”
”Til sommer følger fase 3. Her har vi en vigtig opgave: At igangsætte kultur og aktiviteter og i det hele taget gode muligheder for oplevelser. Kulturlivet er særlig hårdt ramt af krisen på et tidspunkt, hvor kultur og fællesskaber er blevet endnu vigtigere for os alle. Derfor bliver de afgørende i fase 3”.