Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Danskerne har fået 11 mia. kr. i BoligJob-fradrag

Siden 2015 har vi fradrag for håndværks- og serviceudgifter i hjemmet for det , der svarer til aflønning af ca. 11.000 håndværkere i et år.

Skatteministeriet
Billede af ufærdigt tag
Foto: Colourbox

Danskerne er glade for BoligJobordningen. Sådan ser det i hvert fald ud på tallene for indberetningen af fradraget siden 2015. BoligJobordningen er således blevet indberettet på ca. 1,4 mio. danskeres årsopgørelser i årene 2015, 2016 og 2017.

Det samlede beløb, som danskerne har fået i fradrag er ca. 11 mia. kr. Det svarer til aflønning af ca. 11.000 håndværkere i et år. Det viser en ny opgørelse fra Skatteministeriet over brugen af BoligJobordningen.

Skatteminister Karsten Lauritzen glæder sig over, at danske familier benytter BoligJobordningen i så stort omfang.

”BoligJobordningen er en succeshistorie. Når danskerne har fået 11 mia. kr. i fradrag, kan man jo ikke lade være med at tænke på, hvor mange vinduer, der er blevet udskiftet, eller hvor mange hjem, der er blevet rengjort med hjælp fra fradraget. Ud over at skabe aktivitet blandt håndværkere og i servicefagene har hundredtusindvis af danskere fået en økonomisk håndsrækning. Det, synes jeg godt, at vi på Christiansborg kan være ganske tilfredse med”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Konkret viser de nye tal, at BoligJob-fradraget er blevet indtastet på mere end 1,4 mio. årsopgørelser i perioden 2015-2017. I 2015 indberettede ca. 578.000 danskere fradrag, mens det i 2016 var omkring 423.000 danskere, der udnyttede muligheden for fradrag. I 2017 var der cirka 438.000 danskere, der indberettede BoligJob-fradraget. Der er dog ikke nødvendigvis tale om 1,4 mio. forskellige danskere, da der må forventes at være gengangere i perioden.

Tæller man alle fradragene i perioden sammen, har danskerne således rundt regnet fået 11 mia. kr. i fradrag for udgifter til håndværks- og serviceydelser foretaget i hjemmet. Skatteværdien af det samlede fradragsbeløb er knap 3,2 mia. kr. Efter tilbageløb af moms og afgifter samt ændret adfærd skønnes BoligJobordningen at have kostet statskassen ca. 2,1 mia. kr. i 2015-2017.

Læs Aktuelle Skattetal om BoligJobordningen her