Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Danmark fastholder krav om børnepenge

Danmark og flere andre lande kæmper fortsat for indeksering af børnepenge. I et nyt fælles brev lægger de pres på EU.

Beskæftigelsesministeriet
Portræt af Troels Lund Poulsen på hans kontor
Foto: Les Kaner

Der tegner sig ikke et flertal for indeksering af børnepenge i EU, men Danmark arbejder stadig for at få vendt stemningen.

Op til rådsmødet i Luxembourg den 21. juni har Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sammen med sine ministerkolleger fra Østrig, Tyskland, Nederlandene og Irland sendt et brev til det bulgarske formandskab, de øvrige EU-lande og EU-kommissær Marianne Thyssen.

Her pointerer ministrene, at det er urimeligt, at nogle borgere kan sende et beløb hjem, som er dobbelt eller tre gange så meget værd i hjemlandet.

"Arbejder man i Danmark og har børn i et andet land, så skal man have børnepenge, som svarer til priserne i det pågældende land. Alt andet vil være urimeligt. Man skal huske på, at i nogle lande er leveomkostningerne en tredjedel af de danske. Derfor prøver jeg i samarbejde med bl.a. Tyskland igen at råbe de andre lande op. Vi kæmper videre til rådsmødet og ved de efterfølgende forhandlinger i Europa-Parlamentet", siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Torsdag er der EPSCO-rådsmøde i Luxembourg. Her har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen fået mandat af Folketinget til at stemme nej til forslagene i forordning 883 om velfærdsydelser og orlovsdirektivet, der indeholder et forslag om øremærket barsel.