Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Øget konkurrence om opgaverne skal give den bedst mulige service for pengene

Regeringen præsenterer et udspil, der skal styrke konkurrencen om de offentlige opgaver og fremme samarbejdet med den private sektor.

Økonomi- og Indenrigsministeriet
Portræt af Simon Emil Ammitzbøll på hans kontor
Foto: Les Kaner

Som privatpersoner indhenter vi ofte flere tilbud, når vi for eksempel skal have et nyt tag på huset. Det er sund fornuft at undersøge markedet. Det gælder også i den offentlige sektor. I udspillet lægger regeringen derfor op til, at flere offentlige opgaver skal konkurrenceudsættes.

Konkurrenceudsættelse er en vej til fortsat kvalitetsudvikling, innovation og effektivisering af løsning af de offentlige opgaver. Det er ikke afgørende for regeringen, om opgaven ender på offentlige eller private hænder. Bare det bliver testet på markedet.

Regeringen ønsker at opstille måltal for konkurrenceudsættelse i 2025 for både staten, regionerne og kommunerne.

"I de senere år er udviklingen i konkurrenceudsættelsen gået i stå. Måltallene skal være med til at give kommuner, regioner og staten et kærligt skub. Øget konkurrence skaber bedre og billigere løsninger til borgerne. I sidste ende får folk mere for deres skattekroner. Vi har tidligere haft måltal for kommunerne. Nu er tiden kommet til at have måltal for hele den offentlige sektor", siger Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Vil fremme det offentlig-private samarbejde

Måltallene skal dog ikke stå alene. Derfor foreslår regeringen en række tiltag. De skal være med til at fremme det offentlig-private samarbejde, så de private virksomheder lettere kan bidrage med deres viden og bud på nye løsninger.

"Effektiv konkurrence om de offentlige opgaver styrker produktiviteten både i det private erhvervsliv og i den offentlige sektor. Kort sagt får vi mere velfærd for pengene, når vi konkurrenceudsætter de offentlige opgaver. Det gavner danskerne, når det offentlige tester en given opgave på markedet. Og det gavner de danske virksomheder, som konkurrerer om at levere innovative løsninger til det offentlige", siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Regeringen vil drøfte udspillet med KL og Danske Regioner ved de kommende forhandlinger om kommunernes og regionernes økonomi for 2019.

  • Måltal for konkurrenceudsættelse i 2025

    Kommuner
    Kommunernes IKU var i 2017 27,1 pct. Regeringen foreslår et måltal for kommunerne på 35 pct.

    Regioner
    Regionernes IKU var i 2017 19,1. Regeringen foreslår et måltal for regionerne på 25 pct.

    Staten
    Statens IKU var i 2017 28,8. Regeringen foreslår et måltal for staten på 35 pct.

    Indikatorer for konkurrenceudsættelse

    De kommunale og regionale indikatorer for konkurrenceudsættelse (IKU og RIKU) viser, hvor stor en andel af de udbudsmulige opgaver, der bliver skabt konkurrence om. Den statslige indikator for konkurrenceudsættelse (SIKU) viser, hvor stor en andel af de statslige driftsudgifter, der bliver konkurrenceudsat.

  • Initiativer til styrket offentlig-privat samarbejde

    1. Etablering af et udbudsfagligt råd – Forum for Udbud

    2. Partnerskaber mellem kommuner, regioner og erhvervsorganisationer

    3. Servicetjek af lovgivning der begrænser udbud

    4. Udbredelse af offentlig-private innovationspartnerskaber

    5. Nemmere for mindre virksomheder at byde på offentlige opgaver

    6. Lavere omkostninger ved udbud

    7. Analyse af potentialet for yderligere konkurrenceudsættelse i kommuner, regioner og staten

    8. Forskellige igangværende initiativer for at styrke konkurrenceudsættelsen

konkurrenceudsættelse.PNG
pdf (2,69 Mb)