Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Regeringen præsenterer ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi

”Målet er helt kort: mindre terror, mere frihed og mere frihandel”, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

Udenrigsministeriet

Regeringen har i dag præsenteret den nye samlede udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017 – 18. Strategien er en udløber af udredningsarbejdet i 2016 og omfatter alle dele af regeringens udenrigspolitiske arbejde. Strategien blev præsenteret af udenrigsminister Anders Samuelsen og minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs.

”Verden ser meget anderledes ud end for 3-4 år siden. Ja faktisk end bare for et år siden. På mange områder er livet blevet bedre for mange, men der er også mange ting, der går i den forkerte retning: frihed og frihandel er under pres, migrationsstrømme truer Europas stabilitet, autoritære kræfter får øget styrke, og der bliver stillet spørgsmålstegn ved det internationale samarbejde," siger .

Derfor er det godt, at vi nu har fået denne strategi, som er regeringens bud på, hvilke emner der er særligt vigtige for Danmark og danske interesser i 2017 og 2018. Og så bruger vi flere ressourcer de kommende år på lige netop det. Målet er helt kort: mindre terror, mere frihed og mere frihandel”, siger Anders Samuelsen.

 

Strategien fastlægger 5 hovedudfordringer de kommende år: Migration, ustabilitet og terrorisme; sikkerhed i Danmarks nærområde; Brexit og EU’s fremtid; gribe globaliseringens muligheder; samt Arktis. De indsatser regeringen vil gøre her supplerer Danmarks løbende udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde både bilateralt og multilateralt.

”Verden er blevet mere usikker med blandt andet Ruslands aggressive kurs, Brexit og USA’s nye kurs på flere emner. Derfor skal Danmark tage ansvar. Det foreslår regeringen at vi gør ved for eksempel at øge forsvarsudgifterne, men også ved at modgå russisk cyberkrigsførelse og gøre en større indsats i nærområderne. Vi styrker også indsatsen med at forhandle et godt resultat hjem for Danmark i Brexit-forhandlingerne. Og så bruger vi flere kræfter på at gøre Danmark skarpe til at gribe globaliseringens økonomiske muligheder, vi åbner for eksempel to nye generalkonsulater i USA”, siger Anders Samuelsen.

De seneste års stigende migrationsstrømme mod Europa, har sat migration højt på dagsordenen i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Migration er en kompleks udfordring, og derfor er løsningerne også mange – fra bedre kontrol med EU’s ydre grænse til styrket indsats for tilbagetagelse af afviste asylansøgere til bekæmpelse af de grundlæggende årsager til migration.

Regeringen vil anvende de uforbrugte midler fra flygtningemodtagelse til at styrke indsatsen i nærområderne fx i humanitære kriser for at imødegå fremtidige flygtninge- og migrationsstrømme.

”Udviklingspolitik er et vigtigt redskab til at give folk et håb om en fremtid i deres hjemland, og dermed undgå fremtidige flygtninge- og migrationsstrømme. Danmark kan blandt andet gøre en forskel ved at styrke kvinders rettigheder og dermed bidrage til at begrænse befolkningstilvæksten. Vi kan gøre en forskel ved at styrke unges muligheder for uddannelse og skabe arbejdspladser. Og regeringen er klar til at bruge udviklingspolitikken aktivt til at styrke tilbagesendelse af afviste asylansøgere efter noget-for-noget princippet - samarbejder et land om at hjemtage afviste asylansøgere, er vi klar til at styrke samarbejdet, og i den omvendte situation, hvor et land ikke samarbejder, vil det også have konsekvenser”, udtaler minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs.

Herunder kan du læse og downloade strategien

pdf (136 Kb)