Nyhed

Ukrainsk-nordisk topmøde i Helsinki med præsident Zelenskyy

Statsministeriet

Statsminister Mette Frederiksen deltager senere i dag i ukrainsk-nordisk topmøde med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy og de nordiske landes stats- og regeringschefer.

Fra Norden deltager den finske præsident Sauli Niinistö, den norske statsminister Jonas Gahr Støre, den svenske statsminister Ulf Kristersson og den islandske premierminister Katrín Jakobsdóttir.

Mødet finder sted i Helsinki og vil handle om den fortsatte militære og civile støtte til Ukraine, forventninger til NATO-topmødet i Vilnius til juli og Zelenskyys Fredsformel. Der vil desuden være bilaterale samtaler.

Statsminister Mette Frederiksen siger:

”Ukrainernes kamp for frihed er også vores kamp. Der er stadig akut behov for militær støtte for at sikre, at ukrainerne står så stærkt som muligt i kampen mod Rusland. Og vi skal hjælpe med genopbygge Ukraine og holde liv i håbet om en normal hverdag og retfærdig fremtid på den anden side af krigen,”

Regeringen indgik i marts en bred aftale med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige om at etablere en Ukrainefond på ca. 7 milliarder kroner i 2023. Fonden understøtter en sammentænkt dansk indsats til militær, civil og erhvervsmæssig støtte.

Senest har regeringen i går annonceret den tiende danske donationspakke til Ukraine med fokus på støtte til den kommende offensiv. Pakken har en samlet værdi på 1,7 mia. kr. og omfatter blandt andet luftværn, bjærgningskøretøjer, minerydningsmateriel og støtte til NATOs Comprehensive Assistance Package. Donationspakken er betinget af, at der gives bevillingsmæssig hjemmel i Finansudvalget.

Danmark er et af de lande, der har leveret mest støtte til Ukraine i forhold til størrelse. Med den tiende donationspakke har Danmark siden invasionens start leveret 9,45 milliarder kr. i militær støtte og civil støtte for 1,4 milliarder kr.

Statsminister Mette Frederiksen siger:

”Mit budskab til præsident Zelenskyy er klart. Danmark støtter Ukraines frihedskamp, så længe det skal være. Vi viger ikke fra vores løfte om at bistå Ukraine,” 

Der offentliggøres en fælleserklæring fra de seks lande i forbindelse med mødet. Det er første gang, at der afholdes et nordisk-ukrainsk topmøde.

Nyheden om Ukrainsk-nordisk topmøde i Helsinki, kan findes på Statsministeriets hjemmeside.